|
|
Svømmer eller sprinter?
|
Torsdag, 06.08.15
|
I dag tog jeg en omvej hjem fra jobbet da jeg lige skulle forbi sygekassen Danmark for at aflevere en kvittering for det besøg jeg havde hos tandlægen for en halv snes dage siden, så jeg kunne få en del af beløbet refunderet. Og det betød, at jeg i stedet for at køre igennem til Svanemøllen skiftede til metroen på Nørreport, således at jeg nemt kunne komme til Kongens Nytorv. Efter besøget hos Danmark tog jeg så bussen hjem, og her kunne jeg ikke undgå at bemærke en nydelig veltrænet fyr. Han var vel midt i tyverne, havde en pæn stor sportsrygsæk med sig og sad tilfældigvis skråt over for mig på den anden side af bussens midtergang. Naturligvis kunne jeg ikke undgå at skotte lidt til ham mellem alle de andre buspassagerer, der bevægede sig ned gennem bussen og vuggede i takt med bussens staccato-agtige bevægelser op ad Bredgade. Der var ingen tvivl om, at han gjorde en del for at holde sin krop i god form, og jeg kunne så ikke lade være med at fundere over, hvad det mon var for en slags sport han dyrkede. Umiddelbart var mit første bud at han måske var en svømmer, for han havde en rendyrket 'swimmer's build' Men et eller andet fortalte mig, at det nok ikke var tilfældet. Men så bemærkede jeg at han havde nogle markante fortykkelser af den forreste del af skinnebensknoglen. Godt nok ikke så grelt som man ofte ser det på fodboldspillere, men nok til at give en lille markant markering, som jeg aldrig ville have bemærket hvis ikke han havde gået i shorts. Sådanne udposninger er jo et tegn på, at han havde kraftige muskler i forlåret, muskler som tit og ofte fører skinnebenet frem, og gerne hurtigt. Så fyren var sandsynligvis ikke svømmer alligevel, for vandet vil ikke yde modstand nok til at skinnebenet ville have ekstra behov for mere knoglemasse på det sted. Sandsynligvis var fyren løber, og det passede jo fint med at bussen nu bevægede sig op ad Østerbrogade. Jeg har jo selv haft fremstående skinneben på det sted, men det har jeg ikke længere. Og da fyren stod af ved stoppestedet over for Stadion følte jeg mig overbevist om, at fyren nok ikke var en almindelig løber, men måske snarere en sprinter.
|
|