I går var den aldrende sanger Fish i København for at give en af hans magnifikke koncerter, som han heldigvis ikke er tilbageholdende med at give til sit store danske (og skånske) publikum. Mon ikke han med tiden har givet over en snes koncerter i København, enten som solist eller som forsanger i det tidligere band Marillion - og det er vistnok kun to, som jeg ikke har været til. Dels den første om Script for a Jester's Tear da jeg på det tidspunkt hverken kendte Fish eller Marillion, og dels en senere koncert, hvor jeg var i Nepal eller Japan. Men jeg oplevede Misplaced Childhood i 1985 og det skulle jeg naturligvis også igen her i 2015, hvor koncept-albummet fejrer 30 års jubilæum. Og turneen hedder meget betegnende Farewell to Childhood, for næste år udgiver Fish sit bebudede sidste album nogensinde, og derefter lægger han musikkarierren på hylden - udtaler han i det mindste. Rygterne vil vide, at det er for at give mere tid til familien. Og med snart 60 år på bagen er der vel ikke noget galt i at trække sig lidt tilbage. Tænk, at Fish og Marillions første album blev udgivet inden jeg besteg min første 4000'er i 1983!
Så koncerten i går var et behageligt genhør med de gamle numre fra 1980'erne, men inden denne rejse i tidsmaskinen skulle vi lige høre lidt om hvad han ellers havde bedrevet uden Marillion, og han åbnede ballet med Pipeline fra Suits-albummet fra 1994, omend man godt kunne høre at han lød lidt rusten i mælet. Men han har jo også belastet sin stemme hårdt i over 30 år. Fish's bagkatalog er efterhånden temmelig omfattende, og hvis der skulle være plads til hele Misplaced Childhood-albummet, der tog halvdelen af koncerttiden, måtte der nødvendigvis skæres i repertoiret. Således var der tre af hans studiealbums som overhovedet ikke blev berørt, og her tænker jeg specielt på Internal Exile og måske især på Raingods with Zippos. Men i det mindste fik vi lejlighed til at høre Brother 52 inden han lukkede koncertens første halvdel. Anden halvdel var som bekendt Misplaced Childhood, og den har jeg efterhånden hørt så mange gange i forskellige versioner, at der vel næppe kunne være noget nyt ved den. Men alligevel var det en overraskende og nærmest intimiderende udgave af Perimeter Walk han gav os. Men det nummer har altid været en af mine favoritter i modsætning til Kayleigh som har tiltrukket sig alt for meget fokus.
Selvfølgelig skulle vi også have et par ekstranumre, og som det første var det lidt overraskende at høre Market Square Heroes, for i de gamle Marillion-dage var det jo ofte det, der afsluttede hele koncerten. Men så kom Fish på scenen igen og gav en vidunderlig udgave af The Company, og der var vel ikke nogen bedre måde at lægge låg på over 30 års aktivitet i show-biz?