Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. august 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Duften af sol, sved, træ - og havvand Lørdag, 15.08.15

Søndag den 2. august fik jeg en invitation fra Erik om at komme ud i hans sommerhus et par dage, men han var ikke klar over at jeg var arbejdsramt for tiden. Og den følgende weekend skulle jeg jo til koncert med Fish, så hvis vi skulle have et par dage på landet skulle det være 14 dage senere. Altså denne weekend. Og så kunne vi blot håbe på, at efteråret så ikke i mellemtiden var begyndt at banke på. Men det gjorde det heldigvis ikke, så i går tog jeg til Hvalsø og sammen kørte vi så op til Ellingelyng. Erik og konen havde tilbragt juli måned deroppe, men nu havde hverdagen efterhånden genindfundet sig med mange aktiviteter med familien i Hvalsø og omegn, så det var nu meget rart at vi kunne have vore traditionsrige dage sammen deroppe. Jeg havde min sædvanlige opgave heroppe med at kløve brænde mens Erik så småt kunne begynde efterårets opgaver med at udvælge de træer der skulle fældes i det næste halve års tid samt rydde op i bunkerne inden de slog rod. Småknotter til brændeovnen kløvede han selv med øksen og hvis de var lidt for besværlige røg de over i min bunke så jeg kunne tage dem med kløveren. Så selv om jeg kørte adskillige trillebørfulde pejsebrænde i skuret svandt det ikke nævneværdigt i min bunke. Men det var herligt vejr at arbejde ude i med bar overkrop. Jeg havde ellers afskrevet sommeren i år da vi tilsyneladende kun fik et par dage i juni og igen i juli, men i den sidste halve snes dage havde vejret faktisk været ganske brugbart. Så Erik havde advaret mig om at jeg godt kunne tage badebukserne med. Og det havde jeg gjort, så efter den sjette børfuld kløvet brænde var jeg godt svedig og klar til en tur i baljen for at få skyllet sveden af kroppen. Vi tog bilen til Gudmindrup hvor et opslag meddelte at vandet var 20° og luften var 22°, og det var jo godt nok. Jeg har ellers ikke svømmet siden jeg fik blodproppen da jeg ikke kunne bøje mig nok til at kunne få luft, men denne dag lykkedes det faktisk et par gange. Så jeg skal nok tilbage til Kildeskovshallen for at genvinde rutinen.


På vej mod land igen efter en svømmetur i Sejerøbugten.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.