Navigation:    
Start  >  Blog 
> 18. juni 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Jordache No Escape eller Adidas Yeezy Boost Tirsdag, 18.08.15

Jeg forstår dem på en måde godt, alle de unge fyre, som tilsynladende gerne vil give deres højre arm for at få fingrene i et par kraftigt hypede gummisko fordi der er noget særligt ved dem. For jeg har selv haft et par gummisko som jeg følte mig særligt knyttet til da jeg for måske en snes år siden var blevet tiltrukket af et par sorte Jordache gummisko med teksten NO ESCAPE trykt på ydersiderne. For de var så komfortable at gå i, at når jeg tog dem på følte jeg at de signaliserede til mig, at der ikke var nogen måde jeg kunne komme ud af dem. Med det resultat at jeg ofte gik med dem hele dagen - og nogle gange beholdt dem på natten igennem, netop for at demonstrere, at der vitterligt var NO ESCAPE. En sådan behandling blev de jo kun godt slidte af, og det var måske ved denne lejlighed, at jeg fik grundlagt mantraet om, at gummisko skulle man gå i indtil de ikke længere kunne hænge sammen. Og selv om jeg på et tidspunkt forviste dem til bunden af mit klædeskab da jeg til sidst fik slidt hul i sålerne på dem, så blev de aldrig smidt ud. Hvilket jeg syntes var en god løsning for et par relativt billige gummisko; jeg havde måske i sin tid købt dem for måske 2-300 kr. Men den hype, der i øjeblikket er om et specielt par Adidas sko, har nu ikke meget til fælles med den hype jeg havde om mine gamle Jordache sko. For disse Jordache sko var jo min egen lille velbevarede hemmelighed, for hvem havde hørt om navnet Jordache før? Eller siden, for den sags skyld. Hvorimod alle jo kender Adidas, både i fortid, nutid og fremtid, så hvad gør dem så specielle, at potentielle købere gerne vil ligge i kø i dage uden for forretningen for at få fingre i et par Yeezy Boost 350 sko? Disse Adidas sko koster herhjemme i størrelsesordenen 2.500 kr. for et par, og derved henved ti gange så meget som mine Jordaches gjorde i gamle dage. Men hvad får man så for alle disse penge? Ja, denne udgave fra Adidas skulle være ganske komfortable, men det var mine Jordaches også. Og de har den moderne kedelige gråsorte farve ligesom mine Jordaches. Og så skulle de være lavet i samarbejde med rapperen Kanye West, hvad han så end måtte vide om gummisko. For mig virker det mere som om disse Adidas'er er eftertragtede blot fordi de er dyre og man derved kan vise sig frem med dem. Men jeg kan nu ikke se at de er andet end anonyme, og man kan jo få masser af komfortable sko til langt under 2.500 kr!


Adidas Yeezy Boost 350.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.