Det var længe siden at jeg sidst havde set Klaris - og næsten endnu længere siden at jeg havde hørt fra ham. Men han havde jo også været rigeligt optaget med familien og hans byggeri på deres nye hus i Greve Landsby, og det skulle vi over og kigge på her til aften. Vi, det var i dette tilfælde deltagerne på G2-ekspeditionen, som jeg havde været leder af i 2008, plus Per Bager. Men Per kunne ikke komme denne aften, så tilbage var 'den faste kerne', som jeg kaldte de tilbageværende, hvilket vil sige ud over Klaris var det Henning Beck, Erik Storm og undertegnede. Efter en rundvisning i det dejlige hus Klaris havde skaffet til den lille kernefamilie blev der lagt en god steg i grillen, og mens vi ventede på at den blev tilstrækkeligt tempereret gik snakken som altid rundt om det faste tema: bjerge; fortællinger om hvad vi havde oplevet siden sidst og planer om hvad fremtiden ville bringe. Specielt var det Klaris' oplevelser ved DBKK's alpinkursus, som denne gang fandt sted i Hurrungane. Og selv om det på det tidspunkt var forsommer herhjemme var det stadig senvinter i Norge, så de fik en god blanding af det vestnorske vejr. Hvilket vil sige nedbør i rigelig mængde i form af regn og sne. Og hvis der ikke var nogen af delene var det i hvert fald tåget, når den fugtige Atlanterhavsluft væltede ind over vestlandet og pressede sig op mod Jotunheimen. Lokaliteten for alpinkurset var lige nedenfor Skagastølstinderne, og med Allan Christensen som kursusleder var det klart, at han kunne finde steder og ruter, der kunne give udfordringer for de fleste. Som led i Klaris' løbende bjerguddannelse var Klaris denne gang instruktør, og det hold han stod for skulle lave en rute på en af tinderne og herefter fortsætte ad graten mod Storen, som er gratens højeste punkt, omend det ikke var planen at gå hele vejen til Storen. Det var på kompaskurs ud af lejren, og trods sne, tåge og silende regn nåede de den aftalte rute og fortsatte videre over graten. This is not a weather for a man nor a beast! Klaris havde to piger fra KK med, men selv om de kunne klatre 7. grad inde på klatrevæggen var det altså noget andet her ude i de store bjerge, hvor klipperne er meget større og grebene ikke er boltet fast til underlaget. Men de nåede så langt som de havde planlagt og skulle så gøre klar til nedstigningen gennem en couloir. Der var måske 150 højdemeter ned og den var ikke så stejl, men alligevel besluttede han at abseile ned over det øverste stejle stykke. Hvilket gik godt nok, og nede på en hylde var hældningen aftaget så meget at de kunne gå resten af vejen ned. Klaris instruerede sine kursister i at tage reb og stegeisen af så de var klar til at gå videre da han pludselig ud at øjenkrogen bemærkede en stor hvid sky bevæge sig ned mod dem. Han nåede lige at råbe LAVINE inden han blev taget af sneen og skudt ud over couloirens nederste del. Heldigvis slap han godt fra det, og han kunne befri sig selv da han ikke var begravet dybt, men blot lå i overfladen. En af pigerne var også blevet taget af lavinen og havde landet på hans ryg. Rigtig heldigt at han kort forinden havde instrueret dem i at tage deres steigeisen af!