Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. august 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Slut med arbejdet på Hellbrandts Trykcenter Tirsdag, 25.08.15

Forrige mandag var jeg ellers blevet lovet tre måneders forlængelse af min praktik på Hellbrandts Trykcenter, hvilket jeg vel egentlig var godt tilfreds med, selv om jeg jo ikke tjente en krone på mit arbejde der. Men jeg fik mine udgifter dækket fra Jobcentret da jeg jo fik gratis transport, selv om jeg havde på fornemmelsen at min måneds kontanthjælp slap op tidligere og tidligere på måneden. Men måske det var fordi flere og flere udgifter var forholdsvis uforudsigelige eller automatiske, når jeg den ene dag skulle til tandlægen og den anden dag skulle forbi apoteket for at få en ny forsyning piller. Og Rejsekortet trak jo helt automatisk 300 kr. på min grundkonto når der var behov for at blive tanket op, uanset om der var dækning for beløbet eller ej. Jeg blev næsten helt glad når jeg kunne tage hjem før kl. 13 og derved spare tre kroner på Rejsekortet! Faktisk så meget at jeg ind imellem tog hjem via Avedøre i stedet for Valby for at kunne få den billigere takst. Jeg havde ellers for en uge siden fået forlænget min praktikperiode med yderligere tre måneder for at jeg kunne få mulighed for at få skruet min arbejdstid op fra 20 timer om ugen til 37, som Jobcentret jo gerne havde set, men i dag havde jeg møde med min socialrådgiver og min chef fra Hellbrandt. Og han måtte desværre meddele, at han ikke havde mere arbejde til mig, og han syntes at det ikke bare var synd for mig at jeg bare skulle sidde og hænge (hvilket jeg ellers var blevet vant til på mange af de andre 'kurser' som Jobcentret udbyder), ligesom han jo nødig ville se at min afslappede arbejdsform spredte sig til de andre på kontoret. Og i modsætning til de andre 'kurser' havde det forløb, som Springbræt skaffet til mig, da fået mig til at tro, at jeg trods blodproppen stadig havde en mulighed på arbejdsmarkedet. Jeg havde ellers været meget glad da jeg de forrige uger var gået over i produktionen og kunne være med til at producere et læs skriveblokke til Dansk Byggeri, og på det seneste havde været med til at producere nogle eksamensopgaver til vinterens eksamener. Men det havde ikke været velset af fagforeningen, for derved havde jeg bevæget mig for meget ind på det grafiske fagområde. Jeg havde ellers det indtryk at en arbejdsopgave var en arbejdsopgave, men sådan var det altså ikke. Og chefen havde nok også regnet med at kunne bruge mig til sådanne lettere opgaver i produktionen da han tidligere havde sagt, at der ville være masser af arbejde efter min påtvungne ferie. Men sådan skulle det altså ikke være! Men jeg skal da ikke klage over, at jeg nu igen har hele dagen til min rådighed!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.