Dette års Delta var ovre nu, og denne gang oplevede jeg det hele fra start til slut. Modsat forrige år hvor John var blevet ramt af hedeslag med komplikationer der gjorde, at vi den sidste aften måtte bryde op og fragte ham hjem midt om natten. Hvorefter Tommy samme nat måtte køre tilbage for at pakke vores grej sammen og forsøge at finde nogen, som kunne køre Johns bil hjem. Hvilket ikke var nemt, for de fleste amerikanere er ikke vant til at skulle køre en bil uden automatgear. Denne gang kunne vi stedet være med til den afsluttende morgenmad - det vil sige, John og jeg kunne nyde morgenmaden, imens Tommy nu kunne opfylde sin del af aftalen ved sin deltagelse i Delta, da han havde til opgave at hjælpe med TearDown, nedpakning af alle de dungeons og bondagefaciliteter der var opbygget til lejligheden, således at campen kunne vende tilbage til sin sædvanlige opgave som sommerlejr for jødiske skolebørn. Og morgenmadsseancen viste sig at blive en usædvanlig og uventet livsbekræftende oplevelse. For alle dem, som havde leget sammen og nydt hinandens selskab i de tre en halv dag, som Delta havde varet tog nu afsked med hinanden med kys, kram, kærlige omfavnelser og utallige hilsner med at de glædede sig til at skulle ses igen til næste års Delta. Og jeg fik sandelig også min ration, da jeg fik og uddelte knus til Andy og Mitch fra Washington, Randy fra Michigan, Ian og Shawn fra North og South Carolina, John fra Ontario, Brian fra Illinois, Creighton fra New York, Jamie fra Alabama, Simon og Doulos fra London, Terrence og de mange andre fyre jeg havde leget eller bare snakket med her på Delta og planlagt nye aktiviteter med til næste års Delta. For i hvert fald for mit vedkommende var der ingen tvivl i mit hjerte om, at det var her jeg hørte hjemme. Og det gjaldt nok også alle de andre deltagere, selv om det amerikanske syn på ferierettigheder er noget mere indskrænket end den danske. Ofte kan jeg føle mig en lille smule eksklusiv i dette selskab da jeg nu to år i træk har kunnet nyde de andre fyres selskab her på Delta til trods for at jeg kommer længere væk fra end de fleste. Og måske derfor også bliver værdsat mere end min erfaring tilskriver mig. Så jeg håber da bestemt at min økonomi tillader mig at vende tilbage her igen næste år.