|
|
Måske stadig en mulighed for brydning i år?
|
Fredag, 18.09.15
|
Jeg fik jo ikke brydet noget videre på de to uger jeg var i USA, så hvis jeg skal have nogen chance for at kunne komme til at bryde igen i år må jeg nok gøre alvor af mine planer om at tage til England igen for en muskulær dyst med nogle af de fyre jeg kender der, uanset at mange af dem ikke rigtigt gider møde op selv om vi har aftalt at mødes. Men nu har jeg også en grund mere til at tage til London. For Rob fra Maine besøger London i det meste af næste måned hvor han skal arbejde på British Library, og ham har jeg jo planer om at ville besøge næste år, da vi har talt om at lave noget lettere bjergbestigning i Maine næste år. For efter hvad jeg har læst på nettet virker det som at bjergbestigning i Maine minder en del om fjeldvandring i Lappland, blot mere bevokset i de lavere liggende egne. Rob har aldrig lavet noget videre i bjergbestigning men har altid haft lyst til at bestige Katahdin, der er det højeste bjerg i Maine. Og selv om det er noget begrænset hvad jeg kan lave af decideret bjergbestigning i dag har jeg stadig en god viden om hvad der kræves, og kan vurdere om folk har en mulighed for at kunne gennemføre disse udfordringer. Alene af den grund vil det være rart at se hvad Rob er for en fyr, hvorvidt vore planer overhovedet er realistiske og hvilke punkter han (og jeg) eventuelt skal forbedre sig på. Selv om Maines vilde bjerglandskab vel er så langt fra Londons storby som man kan forestille sig, vel noget i stil med White Mountains i New Hampshire. Og da Rob også er en bryder, en nybegynder som mig og med det halve antal matches i forhold til mig, kunne vi vel godt være ligesindede brydemakkere til trods for min blodprop. Jeg vil jo nok derved kunne finde ud af hvad han kropsligt er i stand til. Kommer jeg til London giver det mig også mulighed for at bryde med dem, jeg ikke fik mulighed for at bryde med i marts samt dem, der først for sent fandt ud af at jeg var i byen. Jeg har på nuværende tidspunkt ud over Rob fem fyre på min todo-liste, så der burde da være mulighed for, at i det mindste nogen af dem har lyst og tid til at bryde med mig.
|
|