Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. oktober 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fanden hytter sine! Onsdag, 07.10.15

I dag var jeg ude for at hilse på min mor på plejehjemmet, og efter kaffe og kage fik vi en lang sludder og jeg fik lejlighed til at se hendes post igennem for at se om der var noget, som jeg eller min bror skulle tage sig af. Ved samme lejlighed kunne jeg også kaste et blik i plejehjemmets egen avis, det er jo altid interessant at få at vide hvad der egentlig går for sig derinde, for det vil hun sandsynligvis ikke kunne huske alligevel. Der var også et magasin for lejere og brugere af almene boligere, og der faldt mit blik straks på en lille artikel om, at der blandt Folketingets 179 medlemmer kun var otte, der boede i almene boliger. Hvilket jeg egentlig ikke syntes var særlig mange, men mere grotesk blev det da jeg så hvorledes disse otte mennesker var fordelt partipolitisk: Halvdelen af dem kom fra Enhedslisten, og Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stod for hver to beboere. Ikke en eneste MF'er fra Venstre, Konservative eller Liberal Alliance boede i en almen bolig, så hvor almen er en almen bolig så? Jeg tænkte jo straks på, om ikke der deri kunne være en sammenhæng med, at almene boliger eller andelsboliger ikke bliver tilgodeset når det er den blå blok, der danner regering. Nu har den blå regering jo netop genindført håndværkerfradraget, men det fradrag kan man jo kun udnytte hvis man har nogle kreditforeningslån, som man kan modregne dette fradrag i. Og lejere og andelshavere har jo ikke nogle personlige boliglån, da de jo kun betaler husleje eller boligafgift. Så selv om håndværkerfradraget lyder besnærende er det kun boligejere, der kan udnytte dette. Det er jo ikke første gang, at den blå blok udvirker en politik, som fortrinsvis tilgodeser den velhavende del af befolkningen. Jeg kan jo bare nævne blå bloks modstand mod et andet element, som er til fordel for alle beboere i landet, nemlig den offentlige transport. Eksempelvis Togfonden, som skulle give bedre offentlig transport til alle. Og blå blok er kraftigt imod denne fond, for den skal financieres gennem olieindtægterne fra Nordsøen. Og vi kan jo ikke acceptere en risiko for stigende benzinpriser, mener blå blok. Til trods for, at afbrænding af benzin spiller en stor rolle for vor alle sammens sundhed, mens det kun er dem, der har råd til bil, der vil nyde godt af de p.t. uvant lave benzinpiser. Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at den blå blok kun tjener til at udbrede uligheden i den danske samfund.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.