Navigation:    
Start  >  Blog 
> 26. oktober 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Når fremtiden bliver nutid Mandag, 26.10.15

Havde det været derhjemme ville jeg nok have sat mig ved computeren og ladet frustrationen over de mange afbud til brydning gå ud over det arme tastatur, men her på hotellet kunne jeg blot gribe fjernbetjeningen og se hvad der var på hotellets mere end 50 kanaler. Og kom tilfældigvis ind på en kanal hvor filmen Tilbage til Fremtiden netop var startet. Den kunne jeg godt genkende, da jeg havde set flere brudstykker af den ved forskelige lejligheder på andre hoteller, men nu fik jeg altså mulighed for at se den i sin helhed. Filmen havde haft premiere i 1985, og den fremtid, der var omtalt i titlen var den fremtid, der lå tredive år forude, altså i disse dage, og det var logisk nok dette tidspunkt der havde afstedkommet adskillige avisartikler og anden medieomtale for nylig. Men til min overraskelse erfarede jeg nu at der ikke bare var en enkelt film med den titel, men at der også var kommet en 2'er og en 3'er. Og 2'eren var nok den mest spændende af de tre, for det er jo altid sjovt at se, hvilke tanker man i gamle dage havde gjort sig om hvordan den nuværende nutid ville se ud på et tidspunkt hvor den ville være fremtid. Visse detaljer havde instruktøren (Steven Spielberg) ramt meget godt, eksempelvis havde man forestillet sig det samme dystopiske billede som mange tilsvarende fremtidsfilm som Blade Runner har gjort det. Hvor mange tilskuere til Tilbage til Fremtiden 2 er fascineret af Marty McFly's hoverboard eller præfabrikerede minipizzaplader, der på sekunder rehydreres til en familiepizza, blev min opmærksomhed straks fanget af hvordan almindelige borgere bliver tvangsfodret af seksdobbelt TV på hjemmets megaskærme. Og det er nok mere nær nutidens stopfodring med medier og reklame end disse minipizzaplader. Og det var trist hvorledes alle var forblændet af ussel mammon og den uimodståelige magt som den medfører, blot mindre subtilt i filmen end i den nuværende virkelighed. Overdrivelse har jo altid fremmet forståelsen. Og da den film var forbi kom der sandelig også en 3'er, men den virkede nu mere som om man havde presset det sidste ud af den idé. Vi var nu tilbage i 1885, så det blev naturligvis en form for western med den samme tølpertype, der i 1955 trynede de andre elever i klassen eller i 2015 gudhjælpemig var blevet borgmester, men i 1885 var han naturligvis også bevæbnet og lettere skydegal. Ligesom i de amerikanske skoler i dag! Det var også grinagtigt at se forsøgene på at få deres tidsmaskine-bil op på de 88 mph der var nødvendig for at de kunne komme tilbage til 1985 igen. Indtil de til sidst lod bilen skubbe af et damplokomotiv. Men så havde jeg også fået tidsrejse nok for den dag!
          Tilbage til Fremtiden 1
          Tilbage til Fremtiden 2
          Tilbage til Fremtiden 3

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.