|
|
Fra den ene Anden Aktør til den næste
|
Torsdag, 12.11.15
|
I går var jeg til mit regelmæssige møde på Jobcentret, hvor vi skulle evaluere resultatet af det halvandet år de har brugt Springbræt som Anden Aktør i deres bestræbelser på at få mig tilbage til arbejdsmarkedet. Og de er lidt skuffede over, at det kun var lykkedes dem at skaffe en praktik til mig i tyve timer/ugen her i sommers, for de ser gerne at jeg kommer op på fuld tid. For selv om det jo ikke har været så vigtigt for mig at komme i arbejde igen, set i forhold til vigtigheden af at få min krop i funktionsdygtig stand, så er min feriekasse efterhånden ved at være godt i bund. Og når man som jeg har stort set hele min vennekreds i udlandet synes jeg nu det er ret så vigtigt, at jeg også i fremtiden vil have mulighed for at rejse ud og besøge mine venner. For der er da allerede fire rejser på min kalender for næste år, som der gerne skulle være økonomisk plads til: mine to årlige rejser til Dresden, et genbesøg af min gamle klatrekammerat Christoph i München samt den årlige tur til Delta. Og gerne også en tur til Paris og et genbesøg i London; der er nemlig stadig mange fyre der, som jeg endnu ikke har brydet med. Og så må vi se om det kan blive til noget med en tur til Maine, som jeg efterhånden har varslet i længere tid. Og uanset hvad, så kræver disse aktiviteter jo flere penge end jeg kan financiere gennem min kontanthjælp, så ud fra den betragtning kunne det være rart at få nogle flere midler til rådighed. Men ud over den rent økonomiske betragtning kunne det jo heller ikke være så ringe at få et job igen. For de var jo meget tilfredse med min arbejdsindsats på Hellbrandt Trykcenter, og det kunne jo være, at der var andre virksomhedsledere, der også kunne bruge min arbejdskraft. Planen er nu, at når mit nuværende forløb ved Springbræt ophører kommende tirsdag så vil det være en anden Anden Aktør, som jeg skal referere til, og så må vi se om de har nemmere ved at gøre det umulige muligt.
|
|