|
|
Udsigt til ny MR scanning
|
Fredag, 27.11.15
|
Måske det også kunne have have en betydning for en mulig udbygning af mit venskab med Kim, men det var forudsigeligt, at jeg her i november igen skulle til kontrol efter min blodprop i 2013. Sidst jeg havde været til kontrol havde været i november 2014, og dengang var det blevet mig foreslået, at jeg ikke længere behøvede at komme til kontrol, da alt tilsyneladende var i orden. Men det havde jeg ikke været enig med lægen om, for så længe min krop ikke var i orden havde jeg det nu bedst ved at være regelmæssigt overvåget, omend det så kun var en gang om året.
Så jeg skulle ind på Rigshospitalet til kontrol i går, og jeg havde det nu meget godt med at det var den samme læge, som skulle checke mig, som det havde været året før. For det var nu rart at se den samme læge igen, for det gav mig indtryk af, at han ville kunne se hvis der var sket nogle ændringer i forhold til gangen før. Naturligvis blev jeg først udfrittet om, hvordan jeg havde det, og om jeg selv havde bemærket nogle ændringer i forhold til året før. Så jeg fortalte ham om de stigende problemer jeg havde haft med specielt det højre ben. Det ben havde hængt og slæbt efter mig i varierende grad, i hvert fald siden blodproppen, men i de sidste uger havde jeg begyndt at få smerter i højre knæ. Hvilket måske kunne være en tidlig form for gigt, for måske det kunne have en sammenhæng med at vinteren var begyndt i København et par uger forinden. Eller måske der kunne være en sammenhæng med det styrt jeg havde haft i London da jeg var på vej til Heathrow med min rygsæk og faldt over en høj kantsten og landede med et brag på min højre hofte. Hvilket for øvrigt gav mig et indblik i, hvorfor det ofte sker at kvinder får hoftebrud. Men dels var jeg heldigvis ikke en kvinde, og heldigvis kunne jeg mærke at stilladset i min krop stadig var intakt. Men jeg kunne jo ikke udelukke at der var sket andre skader. Og så længe jeg ikke vidste bedre kunne jeg så næppe udelukke, at der kunne være en forbindelse. Men lægen havde som led i sin forberedelse netop studeret resultaterne af de scanninger der var blevet foretaget i de uger jeg havde ligget på hospitalet. Og suppleret med de informationer, jeg netop havde givet ham, besluttede han at indkalde mig til en ny MR-scanning. Den skal så finde sted om et par uger, når jeg er kommet hjem fra Dresden igen. For jeg har i de seneste år hvert år tilbragt en uge i Dresden for at nyde det årlige Weihnachtsmarkt. Og ikke mindst det dejlige samvær med Andy!
|
|