Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. november 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En traditionelt trist november Mandag, 30.11.15

November plejer at være en ganske trist måned, hvad udendørs aktiviteter angår. For det plejer at være vådt og blæsende, og tilmed plejer vinterens første sne også at komme i november. Og november i år skuffede heller ikke hvad det angår, omend begyndelsen af måneden var overraskende mild for sæsonen, så man kunne næsten blive fristet til at tro, at der måske slet ikke kom nogen vinter i år. Men den 21. kom det første snefald, og derefter slog det over i slud og regn, præcis som man kender det. Og ganske som forventet betød det også et slut med løberiet i november. Ganske vist havde jeg på det tidspunkt fået løbet to kortere ture samt en bonustur på løbebåndet, men i det store og hele var der ikke noget af det, der var værd at bryste sig af. Månedens længste tur blev således de 5,7 km i Furesøparken, som ellers plejer at være et søle og ælte i november når regnen har væltet ned, men det var på det tidspunkt fortsat til at klare på grund af den tørre oktober. Så i alt blev det kun til knap 12 km i november måned. Hvilket var nogenlunde det samme som i november måned forrige år, men ikke så meget som jeg havde håbet på først på måneden. Den anden tur var min klassiske korte tur i Dyrehaven, som jeg ikke længere løber så ofte, men som jeg altid har en godt forhold til, for den tur føler jeg altid jeg burde kunne løbe. Og ved den lejlighed gik det faktisk ganske godt, for jeg følte jeg kunne løbe rimeligt godt igennem, så meget at jeg bare for udfordringens skyld lagde en ekstra kilometer på, i forventning om, at det skulle være en god start på november - men det blev der altså ikke så meget af. Men selv om jeg løbemæssigt ikke har så meget at være stolt af for tiden, så har jeg nu fået bestilt en ny sleepsack i stedet for den, som blev stjålet i september. Ligesom den stjålne skulle den nye også bestilles efter mål, og da lædersnedkeren stadig havde mine gamle mål fra 2010 liggende spurgte han blot om jeg dyrkede 'Kraftsport' da han fik mine nye mål, da jeg var blevet ca. 10% større i hals, biceps og bryst, mens vægten kun var steget 4-5%! Så noget må den vægttræning vel gøre, jeg kan jo også af mine noter se, at jeg for et år siden løftede op til 20 kg med biceps, og nu løfter jeg jo op til 26½ kg!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.