Det har ellers gået rimeligt godt med mine ben her i denne sommer. Ganske vist synes der ikke rigtigt at have været nogen fremgang siden i sommers, måske tværtimod, da de tilsyneladende får det dårligere af det kolde vintervejr - selv om det ikke rigtigt har været specielt vinteragtigt her i denne vinter. Men jeg tror nu ikke det er nogen form for gigt, for det er jeg slet ikke gammel nok til endnu. Men det var bemærkelsesværdigt, at selv om jeg havde begrænset vægten i rygsækken da jeg tog til Dresden, og havde taget den mindste af mine store rygsække med, så var jeg en ynk at se på da jeg til sidst kunne kravle ned ad trappen til forhallen på stationen i Dresden-Neustadt. Heldigvis var Andy klar til at tage over, og kunne slæbe min rygsæk ud til bilen. Og tilsvarende bar han den helt frem til toget da jeg en uge senere skulle hjem igen. Andy havde straks bemærket at min gang var væsentligt dårligere end da jeg havde været der sidst, men dengang var det jo også maj og sommervarmt. I Dresden havde jeg tilbragt det meste af tiden med at ligge eller sidde og slappe af i hans sofa eller i sengen. Og han havde jo bil, så mere end blot de lokale ture kunne vi mestensdels klare med den. Undtagen selvfølgelig den årlige tur til julemarkederne. Og da jeg kom hjem igen forrige søndag gik jeg langsomt, men det var da til at klare, så jeg var meget glad for at jeg ikke havde nogle aftaler mandag og tirsdag, og derfor kunne slappe af derhjemme. Onsdag formiddag genoptog jeg så træningen i fysioterapien, og da det klarede op med fint solskinsvejr om eftermiddagen mente jeg at jeg burde tage en tur i Hareskoven for at få løbet lidt. Egentlig skulle det bare have været et par km til at varme op på, men inden jeg fik set mig om var jeg fremme ved vendepunktet på den lange sløjfe, og havde derved næsten tre km tilbage til Skovbrynet. Nå, men den tur havde jeg jo løbet flere gange før, så det gjorde jeg vel bare igen. Ganske vist havde jeg på hele turen løbet med ekstremt korte skridt, men det kom jeg vel over. Troede jeg, men på vej op ad bakken til Sandskredsvej gik jeg helt i stå og måtte gå de sidste 800 meter til Skovbrynet. Med adskillige pauser undervejs. Og skulle så ikke lave mere den dag! Mens jeg funderede over hvordan jeg mon kom til Riget dagen efter til scanning. Fredag havde jeg en aftale med fysioterapeuten hvor jeg klagede min nød. Og hun mente koldt og kynisk at jeg blot måtte i gang med strækøvelser, som jeg ikke har lavet nogen af de seneste år. Og hvis det alene kan gøre det skal jeg da være himmelhenrykt. Omend træningsprogrammet ligger i fys.centret, hvortil jeg kun har adgang i dagtimerne på arbejdsdage...