|
|
Endelig succes for COP21
|
Onsdag, 16.12.15
|
De sidste par uger har der været høj aktivitet i Paris, hvor der endnu en gang har været afholdt klimatopmøde, denne gang under titlen COP21. Og denne gang ser det ud til at være lykkedes, da man i søndags endelig kunne afslutte topmødet med en fælles erklæring, som alle 196 nationer kunne skrive under på. Selv om der naturligvis var visse småstater, som ikke følte sig tilgodeset helt i samme omfang som de kunne ønske, men til sidst lykkedes det alligevel at få alle nationer til at skrive under på en fælles erklæring om, at klodens temperatur helst ikke måtte stige mere end 1,5 grader i forhold til det tidspunkt man havde påbegyndt sådanne målinger i 1800-tallet, og i hvert fald ikke mere end 2 grader. At det denne gang var lykkedes at få alle lande til at slutte op om denne fællesaftale skyldes vel nok primært, at det allerede på et tidligt tidspunkt var lykkedes USA og Kina at indgå en fælles erklæring om at begrænse CO2-udslippet, en aftale som derefter kunne tjene som inspiration under klimamødet i Paris. Men når man på verdensplan kan blive enige om forskellige tiltag for at mindske CO2-udslippet er det beskæmmende at se hvilke tiltag vores egen statsminister og regeringsparti har sat i værk for at øge væksten, som i sig selv naturligvis også forøger det danske CO2-udslip. Eksempelvis har Venstre gennemført en omlægning af registreringsafgiften for motorkøretøjer, således at de store dyre benzinslugende biler bliver væsentligt billigere, mens små sparsomme biler ikke nyder godt af denne afgiftsnedsættelse i samme omfang. Og den afgiftsfritagelse for el-biler, som Socialdemokratiet og Radikale gennemførte i den foregående regeringsperiode, den er Venstre nu i færd med at rulle tilbage, således at el-biler fremadrettet bliver væsentligt dyrere. Men det er kun en ting, som Venstre har eller vil gennemtvinge. Venstre har også planer om at indskrænke randzonerne langs vore vandløb for at kunne producere endnu flere afgrøder, ligesom de allerede har legaliseret en forøgelse af omfanget af gødskning. Selv om også det forøger vort CO2-udslip. Det er egenligt sjovt, at alle tiltag, der er gode for naturen, også er gode for miljøet og kan mindske den globale opvarmning. Hvis Venstre er så forhippet på at skabe større vækst i Danmark, hvorfor har de så så travlt med at nedlægge så mange grønne initiatitiver, der på den lange bane kan skaffe fremtidens arbejdspladser? Der er jo også et liv efter valgperioden, selv om Venstre ofte har det svært med at se så langt ud i fremtiden.
|
|