Erik arbejdede som supporter ved Ericsson, og der var rigeligt at lave i disse dage, så når nu jeg var der benyttede han sig selvfølgelig af muligheden for at få slappet af og noget søvn inden hele menageriet startede igen mandag morgen. Men han havde en dejlig seng, som var rigelig stor nok til os begge. Så gjorde det jo slet ikke noget at han kun havde en 1-værelses lejlighed, for der var hvad der skulle være, selv om han beklagede sig lidt over at han ikke rigtigt havde plads til sit tøj. Her skulle jeg jo ikke klage, for selv om jeg har mere plads har jeg også væsentligt flere tøjbunker. Men det var nu en god seng at ligge i, og jeg sov overraskende længe, og havde slet ikke det samme behov for at skulle op og nattisse som derhjemme. Vi kunne måske også have leget om søndagen, for jeg skulle først med toget kl. 17, men i stedet brugte vi eftermiddagen på at slappe af og flade ud. Erik skulle til træning kl. halv fem, så vi gik tidligt hjemmefra så han kunne følge mig til banegården inden han skulle til træning. Så vi gik en lidt kortere vej tilbage til centralstationen da vi kunne vælge den direkte vej uden at skulle handle ind undervejs, og samtidig også en pænere vej. Undervejs fortalte han mig lidt om Linköping, for jeg havde hjemmefra jo ikke hørt meget andet om byen end navnet. Linköping havde omkring 120.000 indbyggere, hvilket ville gøre den til en mellemstor provinsby i Danmark. Men i Sverige var Linköping faktisk landets femtestørste by, og slår man den sammen med Norrköping, som den er ved at vokse sammen med, ville denne kombinerede by være nummer fire på ranglisten efter Stockholm, Göteborg og Malmö. Men hvor Norrköping bare er en kedelig industriby har Linköping ry for at være lidt finere, lidt 'Frederiksbergsk'. Linköping er lidt stolt af sin domkirke, som ikke bare er en kirke, men en katedral, og selv om vi kun så den udefra i skumringen var den nu ganske flot. Et slot har de også i Linköping, og så er Linköping den tredieældste universitetsby i Sverige efter Uppsala og Lund; Stockholm fik først sit universitet langt senere. Endelig havde de også et Stadsteater i Linköping, som er ganske berømt videnom, ikke bare i Sverige, men også i udlandet, og Erik fortalte, at der ofte blev arrangeret busrejser til byen for at opleve teatrets forestillinger. Selv var Erik også teaterbruger og havde selv et abonnement på forestillingerne, da han godt kunne lide at de havde et så afvekslende repertoire som de rent faktisk havde. Og derved nåede vi frem til banegården hvor jeg sagde farvel til Erik inden han skulle tilbage over gaden for at komme til sin træning. For han måtte jo sørge for at hans dejlige ben vedblev med at være så stærke og solide!