Vi er jo i lang tid blevet påduttet regeringens mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og snart sagt lige så længe har proselytterne i form af Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og selv Socialdemokratiet bakket op om den påstand. Og det er jo en rimelig påstand, for det har jo altid været god latin at det skal kunne betale sig at arbejde. Men ikke mindst siden Venstre genvandt nøglerne til Statsministeriet er denne påstand blevet brugt som argument for, at dem der ikke arbejder heller ikke skal nyde (alt for) godt af vores velfærdssamfund. Og dette bliver brugt som argument for at skære ned på alle, der mere eller mindre midlertidigt nyder godt af vores velfærdssamfund. Uanset om de er børn, studerende, handicappede, pensionister, flygtninge eller bare simpelt hen arbejdsløse. Ligningen i Venstres påstand er som udgangspunkt fornuftig nok, men de glemmer tilsyneladende at der er to led i en ligning. For det er jo ikke nok at man står med en stor flok mennesker, der gerne vil arbejde, der skal jo også være nogen til at udbyde dette arbejde. Ganske vist har arbejdsløsheden været jævnt faldende det sidste års tid, men der er stadig henved 120.000 personer, der er arbejdssøgende for tiden. Og hvad gør man for dem? Den logiske løsning vil være at tilbyde dem et job, men det gør man ikke. For det er meget nemmere (og billigere) for regeringen bare at lade stå til. Og kan man bruge arbejdsløsheden som argument for at skære ned på velfærdsydelserne har regeringen jo en win-win situation. Hvorimod de arbejdsløse jo bliver sat i en lose-lose situation. Og alle de penge, som regeringen har indkradset fra de svage i samfundet skynder man sig at bruge som sidegevinst til alle dem, der har rigeligt i forvejen. Hvis regeringen virkelig ønskede at alle folk havde mulighed for at komme i arbejde igen ville man genoplive Arbejdsformidlingen. Men det gør man ikke fordi det vil være i modstrid med Venstres kongstanke om, at enhver er sig selv nærmest, og en Arbejdsformidling vil blot være for socialistisk og formynderisk. Og det kan jo være, at en Arbejdsformidling vil være det, men så længe den skaffer folk i arbejde, hvad er så problemet? I stedet for at bruge millioner af kroner på private aktører, som ikke kan sætte folk i lønnet arbejde men blot fungere som parkeringsplads med deres 'dum-i-arbejde'-kurser.