Der er efterhånden for mange muligheder for at høre musik i dag. Jeg er godt nok vokset op med, omend ikke de gamle 78'ere, så dog i LP'ens tidsalder, og for mig er det klassiske album-format den måde man køber sin musik på. For jeg kan godt lide at et band eller en sanger har gjort sig nogle tanker om det univers, man gerne vil formidle videre til sine købere. Og ikke bare er ude på at sælge hurtige døgnfluehits, der ikke tjener andre formål end at skabe sig nogle hurtige penge, blot for at være glemt igen inden året er omme. De klassiske albums skulle jo høres fra ende til anden, og jeg ved godt, at det har forbrugeren ikke tid til i dag, hvor det blot drejer sig om at komme hastigt videre til næste hit. To-tre, max. tre et halvt minut var den tid man havde til rådighed, og derfor syntes jeg altid det var spændende når et band lavede et længere nummer, for de vidste godt at det krævede en høj kvalitet hvis det skulle blive hørt i radioen. Måske alene derfor blev mine ører hurtigt fanget af den flotte lyd af et nummer, der blot blev ved og ved, og jeg blev dybt overrasket da jeg erfarede at det var over fem minutter langt. Det var Queen med deres fabelagtige Bohemian Rhapsody. Det nummer var 5:55 minutter langt, men det var så godt, at selv i dag, mere end 40 år senere, bliver det fortsat spillet i radioen fra tid til anden. Og der er næppe nogen studievært, som vil tillade sig at skære i nummeret. I dag er det nemlig så moderne at man kun gider spille sangen og lader hånt om nummeret. Således at det øjensynligt et helt acceptabelt at studieværten taler ind over nummeret indtil sangeren går i gang, og tilsvarende fortsætter sin skvadren så snart sangeren har sagt det sidste ord og lader hånt om den musikalske afslutning, der som regel er på ethvert nummer. Det kan man heldigvis ikke gøre på Bohemian Rhapsody, men til gengæld bliver nummeret så ikke spillet så ofte som man kunne ønske. Det tænker jeg på når jeg i øjeblikket hører pladen Night People med den engelske new wave-gruppe Classix Nouveaux som har masser af spændende lyde ud over den chanterende stemme som forsangeren Sal Solo lader høre med. Det vil være for trist hvis man ikke skulle høre disse spændende lyde - men det gør man ikke, for jeg har aldrig hørt Classix Nouveaux spillet i radioen. Og derudover er det i dag over tredive år siden gruppen gik i opløsning.