Sidste år den 10. december var jeg til MR scanning på Rigshospitalet. For jeg havde været til kontrol to uger forinden, og der var det blevet besluttet at jeg skulle have denne opdaterede MR scanning. Resultatet havde jeg fået lige før nytår, og den fortalte at der hjernemæssigt ikke var sket nogen som helst ændringer siden 2013. Hvilket jo var godt at vide, og så skulle jeg til lægen i går. Inden jeg stod op tænkte jeg lidt over tingene. For hvilke skader havde den blodprop egentlig medført? Jo, jeg gik jo og slæbte på det højre ben, men var det nu også blodproppens skyld? For var jeg ikke også snublet og faldet en fem-seks gange inden jeg blev ramt af blodproppen? Jeg havde måske været for hurtig til bare at skyde skylden på blodproppen, men blodpropper kommer jo ikke bare snigende, men melder sig som et lyn fra en klar himmel. Og ganske vist havde jeg en multitude af små blodpropper fra min tid som højdebjergbestiger, men de kan vel ikke slå igennem flere år senere. Det var måske mere sandsynligt at mine snubletilbøjeligheder snarere skyldtes min manglende mobilitet, for smidig har jeg jo aldrig været, specielt i de senere år. Måske jeg nu betaler regningen for at jeg aldrig har fået udstrækningen på plads igen efter at jeg for ti år siden var begyndt at løbe igen? Disse tanker vendte jeg så med lægen i går, og det virkede næsten som om jeg havde læst hans tanker, for i hvert fald havde han nogenlunde den samme opfattelse selv om han jo ikke vidste hvilke aktiviteter jeg foretog mig. Men han syntes at jeg gik bedre end da jeg var kommet forrige gang. (Hvilket ikke krævede særlig meget.) Han checkede lige min medicinoversigt, og jeg kunne fortælle ham at jeg for længst var ophørt med at tage metoprololsuccinat og nu i stedet fik amlodipin. Og det kunne han kun se positivt på, for metoprololsuccinat blev ikke brugt meget længere, da det middel havde vist sig at have for mange bivirkninger. Og det kunne jeg kun bekræfte! Men inden han ville slippe mig fri ville han gerne lige tage et par blodprøver mere, for der var to parametre som han ikke havde opdaterede oplysninger om. Det kan man sige om lægen, for jeg kan godt lide at han er grundig med sit arbejde. Thomas Clement hed han, og han gav utvetydigt et tilforladeligt indtryk. Så efter lægen tog jeg elevatoren ned fra 8. sal til stueetagen hvor jeg på laboratoriet kunne få taget de fornødne blodprøver. Og så må vi se hvad de siger når jeg bliver indkaldt igen!