|
|
Telefonselskaber har for mange numre
|
Onsdag, 24.02.16
|
I sensommeren sidste år blev jeg antastet af en gadesælger af telefon-abonnementer fra Telia. Jeg havde ganske vist i forvejen mit mobiltelfon-abonnement hos Telia, og han kunne tilbyde en abonnementtype der gjorde det billigere for mig. Og selv om jeg er vidende om at de fleste tilbud af den type som regel var for gode til at være sande virkede tilbudet plausibelt og jeg slog til. Men i stedet for at jeg blot skulle skifte abonnementstype fik jeg et helt nyt abonnement og skulle oven i købet skifte telefonnummer. Hvilket jeg selvfølgelig ikke var interesseret i da de fleste af mine venner som bekendt bor i udlandet, og jeg havde ingen interesse havde i at bruge formuer på at ringe verden rundt for at fortælle om mit nye telefonnummer. Da jeg fik regningen stod der ikke noget om, hvorvidt den var for det gamle nummer eller det nye nummer. Men Telia skrev at man blot kunne ringe gratis til dem, så det gjorde jeg. Jeg har dog kun en mobiltelefon, og længe inden de tog telefonen havde jeg krampe i armen af at skulle holde et sådant uergonomisk apparat op til øret. Jeg fik så endelig forbindelse og fandt ud af at regningen var for det nye nummer, og forklarede dem derfor at jeg ikke var interesseret i tilbudet da der i tilbudet ikke stod noget om at man skulle skifte telefonnummer. Og da Kundeservice kunne se at det nye nummer aldrig havde været brugt ville de notere det og jeg skulle blot kassere regningen. Hvilket jeg gjorde, men fik alligevel en rykker måneden efter, som jeg blot returnerede til afsenderen. En måned senere fik jeg en ny rykker, så jeg kunne forstå at jeg igen skulle have krampe i højre arm, for det var tilsyneladende nødvendigt!
Så langt så godt. For at skære mine faste udgifter ned ville jeg også afmelde min fastnet-telefon. Den havde tidligere også været hos Telia, og jeg kunne huske at de på et tidspunkt havde overdraget alle deres fastnetabonnementer til et andet selskab, men kunne ikke huske hvem. Så jeg undlod blot at betale abonnementet pr. 1. januar, og hvem det så end var, der forventede at få penge, ville de nok melde sig. Det viste sig at være et firma der hedder Telenor, så jeg ringede til dem, fik abonnementet opsagt pr. dags dato og bad om at få tilsendt en slutafregning. Hvilket jeg også fik og betalte, og dermed skulle alle telefonproblemer være overstået!
Men var de det? For her i weekenden fik jeg to rykkere fra telefonselskaber, en fra Telia og en fra Telenor. Og jeg har nu altså kun en telefon, en mobiltelefon, der er registreret hos Telia, og som i mange år har været betalt over Betalingsservice. Og fælles for begge rykkere er, at de blot refererer til et abonnementsnummer mens de intet skriver om hvilket telefonnummer regningen vedrører. Den fejl har jeg fortalt dem hver gang jeg har ringet til det, men det kan de åbenbart ikke finde ud af. Jeg synes dog ikke jeg vil bruge to gange tyve minutter på at få krampe i højre arm for at fortælle dem om deres fejl en gang til. Så jeg undlader blot at betale disse rykkere, og så finder de forhåbentlig ud af det på et tidspunkt.
|
|