Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. marts 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ad omveje til Ellingelyng Mandag, 07.03.16

Jeg plejer jo henved en gang om måneden bruge et par dage oppe i Eriks sommerhus for at hjælpe ham med at kløve brænde, fælde træer eller gøre almindelige vedlgeholdelsesarbejder på hans hus. Og får til gengæld et par hyggelige dage med ham og god mad. Men denne gang skulle det være anderledes. En af Lones veninder havde et sommerhus oppe i Vejby, hvor der stod nogle træer, der spærrede for udsigten, og dem skulle vi op og fælde. Så jeg tog som normalt toget til Hvalsø, og derefter kørte vi denne gang op gennem Hornsherred og over Frederiksund og Frederiksværk til Vejby. Hendes grund hældte med et niveau mod nord, og i skellet stod de fire træer der skulle fældes. De var ikke specielt store, men den vestligste var alligevel stor nok til at vi skulle have fat i taljetrækket, mens de tre andre bare kunne lægges ned som de var. Så Erik gik i gang med kædesaven, og snart kunne jeg gå i gang med at slæbe afskårne grene op mod tilkørselsvejen. Da de tre små træer var fældet holdt vi frokostpause, og herefter gik vi i gang med det sidste og største træ. Og sædvanen tro strammede jeg stålwiren op så vi havde nogenlunde styr på hvor det faldt når Erik savede træet fri fra roden. Lidt i seks var arbejdet gjort, så vi ryddede op og gjorde klar til at køre mod Ellingelyng. Vi havde besluttet at vi ville køre til Hundested og tage færgen til Rørvig, hvorfra der ikke ville være langt til Ellingelyng. Men derefter løb sprøften tør for held. For da vi skulle køre bort måtte vi først vende vognen da hendes hus var det sidste på vejen, og her kørte vi fast i den druknede vejrabat, for det seneste par dages frostvejr plus det regn og sne der var fandet i nattens løb var åbenbart mere end rabatten kunne bære. Erik spændte trailen fra så han var mere manøvredygtig, men det hjalp ikke. Lige lidt hjalp det at en beboer kom og hjalp med at skubbe eller at jeg forsøgte at hive med et taljetræk. Så måtte vi hive skovtrolden frem, for så skulle det nok lykkes. Og det gjorde det, selv om det birketræ skovtrolden var fæstnet til knagede en del - men dog blev stående. Traileren blev hægtet på igen, og så gik det mod Hundested. Vi vidste ikke hvornår færgen sejlede, men det fandt vi vel ud af når vi var fremme. Og det gjorde vi, for den havde netop lagt fra. Og det viste sig at være dagens sidste færge kl. 18.25! Så der blev ikke noget ud af det planlagte restaurantbesøg i Rørvig, og Hundested havde heller ikke noget at byde på - men så endte vi på Mormors Spisehus i Frederiksværk i stedet til en fremragende hummersuppe og en udmærket mormorgryde. Og derefter kunne vi så gå i gang med den lange tur til Ellingelyng, som pludselig var blevet 75 km længere da vi nu skulle hele vejen indenom Holbæk inden vi igen kunne køre nordpå op gennem Odsherred.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.