Jeg plejer normalt aldrig at skrive noget om personer der dør, og specielt ikke hvis jeg aldrig har kendt dem personligt. Men i forgårs, Palmesøndag, døde Anker Jørgensen, så hvorfor skulle jeg egentlig skrive noget i denne klumme om ham? For han var jo bare en tidligere statsminister og en leder af et politisk parti, som jeg aldrig har stemt på. Men de år hvor han var statsminister for Danmark faldt tilfældigvis sammen med den periode, hvor jeg selv blev politisk modnet, og hvorfor jeg derfor lærte Anker Jørgensen og Socialdemokratiet at kende - på godt og ondt. For selv om jeg ikke på noget tidspunkt har stemt på hverken ham ellers hans parti, har jeg efterfølgende måttet konstatere, at de havde nogle kvaliteter, som man ikke har blandt politikere i dag, hvor det tilsyneladende mere drejer sig om at score nogle billige points så hurtigt som muligt, få så mange likes som muligt på de sociale medier og derved måske stå bedre i den næste meningsmåling, end at dyrke noget seriøs politik til fordel for alle landets borgere, og ikke bare stemmekvæget. Anker Jørgensen og Socialdemokratiet i 70'erne har måske været det vigtigste bolværk mod den politikerlede, der har bredt sig ud over landet i de senere år. Anker Jørgensen havde den samme kvalitet, som man kunne genkende hos tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, nemlig at man kunne regne med det han sagde. Valgflæsk havde aldrig nogen høj kurs hos Anker, og som forfatter og journalist Thomas Thurah, der har skrevet flere bøger om Anker Jørgensen siger: "Han havde en redelighed og en ordentlighed. Man ville ikke kunne tage Anker Jørgensen i at flyve på 1. klasse for lånte midler." Selvfølgelig havde Anker og hans Socialdemokrati en lang række modstandere i den politik der blev ført, men den politik var vel i høj grad dikteret af den hastige samfundsmæssige udvikling der var på det tidspunkt, og som bestemt ikke går langsommere i dag. Også dengang fik vi en økonomisk velstandsstigning, og Anker sørgede for at dele denne velstandsstigning ud på alle borgere, blandt andet ved indførelse af dyrtidsregulering og efterløn. I dag skaffer man velstandsstigning med grønthøsternedskæringer og skattelettelser til de rigeste, indgreb der blot har tjent til at gøre uligheden i samfundet større. Hvilket salig Anker Jørgensen aldrig ville have sat sig som mål. Selv om hans politik medførte en krisepakke i 1979 med afgiftsstigninger, besparelser og midlertidig suspension af dyrtidsreguleringen.