Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. april 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Læger er ikke nødvendigvis orakler Torsdag, 07.04.16

Jeg havde taget fri fra jobbet tirsdag da jeg skulle til kontrol på Rigshospitalet. Det viste sig at lægen der ikke var blevet informeret om de ændringer der var sket med min medicinering i den seneste tid. Han vidste slet ikke at jeg for vel et år siden var gået væk fra Metoprololsuccinat, fordi den trættede mig så meget, og i stedet var blevet ordineret Amlodipin, og da han checkede med min øvrige medicinliste rynkede han brynene, for han vidste åbenbart at det ville give en bivirkning i samband med Simvastatin, som jeg jo stadig fik. For den kombination kunne medføre ledsmerter - hvilket jeg jo straks kunne bekræfte! Så han ville skrive til min læge og foreslå jeg fik en anden statin end Simvastatin, nemlig Atorvastatin. Den konflikt var ikke noget jeg havde hørt om, og jeg mener da heller ikke at have læst derom på indlægssedlen. Men fedt at han kendte til en mulig problematik deri. Man skal måske ikke betragte den alment praktiserende læge som alvidende, men ham speciallægen her havde jeg altså fuld tiltro til. Måske vi almindelige patienter blot er forsøgskaniner - hvilket jeg for så vidt ikke har noget imod, hvis blot man bliver informeret derom. Således at man kunne være opmærksom på eventuelle bivirkninger og kan rapportere dem til lægerne undervejs, og ikke bare tro, at det er helt normalt. Jeg tror dog ikke det bare er en konflikt mellem to af de mediciner jeg får, der er skyld i at jeg i stigende omfang, og i hvert fald de seneste fire måneder, har været besværet af ondt i knæ og ankler, specielt når jeg har været ude og løbe. Så måske jeg stadig skal overveje at få nogle indlægssåler til mine sko, som i et vist omfang måske kan modvirke min kalveknæethed.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.