Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. april 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tiden går i stå Tirsdag, 19.04.16

Et ur hører sig til en togstation, men nu tages de gamle ure ned på Viby Station ved Sønderhøj, står der at læse i Århus Stiftstidende i dag. Banedanmark, som vedligeholder stationen, oplyser dog, at urene holder en form for flyttedag, selv om de gamle ure ikke sættes op igen. De flyttes derimod over i hjørnet af skærmene, som fortæller om afrejse- og ankomsttider. Urene på stationen i Viby Jylland bliver taget ned i slutningen af april. At urene, der er ved at være udtjente, tages ned, betyder dog ikke, at tiden går i stå på stationen. Afløserne for de gamle stationsure har været på plads siden sidste sommer, oplyser Banedanmark. Urene har på sin vis allerede holdt »flyttedag«, for de er nu rykket ind på afgangs-og ankomstskærmene på stationen, hvor de sidder i øverste højre hjørne, siger Banedanmark. »Der har længe været et ønske fra passagererne rundt omkring i landet om, at ankomst-og afgangsskærmene på stationerne bliver udstyret med et ur. Det gør det lettere at se, hvor lang tid der er, til ens tog kommer,« siger Spresa Abdula, projektleder i Banedanmark. Det er ikke kun på skærmene i Viby Jylland, men på samtlige afgangs-og ankomstskærme i landet, at der nu er kommet ur.
Jo tak, det har jeg jo bemærket, for jeg har i lang tid været irriteret over, at der ikke længere findes ganske almindelige ure på stationerne, med det resultat, at man kan foretage en ganske lang rejse med toget uden at have en fornemmelse af, hvorvidt man er forsinket eller rettidig. Bevares, jeg kunne jo bare begynde at gå med ur som de fleste andre gør det, men gør man det kan man jo let komme i tvivl om, hvorvidt det er ens eget ur eller toget, der ikke kan holde tiden. Derfor har det altid været rart at have et ur på stationen, der viste den eviggyldne sandhed. Selvfølgelig skal disse ure jo vedligeholdes, og man ser jo straks hvis uret er gået i stå og man derfor skal finde et andet ur, men at det også her skulle have økonomiske årsager, at man ganske simpelt ikke har penge til at vedligeholde urene, siger blot mere om, hvor fattigt et samfund man ønsker at udstille. For selvfølgelig kan man i et vist omfang bruge en skærm i stedet for et ur, men det vil man jo ikke kunne aflæse når man kører forbi med 80 km/t. Og vi ved jo alle, at skærme er potentielle reklamestandere, så man vil måske slet ikke bemærke, at der på visse tidspunkter kommer et ur til syne.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.