For nogle dage siden kunne man læse i MetroXpress om hvorledes telefonselskabet Telmore mobbede de af deres telefonabonnement-sælgere, der efter ledelsens opfattelse ikke solgte nok i blot nogle timer eller kom for sent tilbage efter en pause. En af de tidligere sælgere kunne fortælle, hvorledes en sælger skulle forklare sig over for alle kollegerne hvorfor han ikke havde solgt noget i to timer, eller at en overvægtig kollega blev tvunget til at lave englehop foran øjnene af alle kollegerne, fordi han ikke var i stand til at lave armbøjninger efter en sådan forseelse. Man skulle ikke tro at dette fandt sted på en dansk arbejdsplads, men nærmere hørte hjemme på slavefarmen i Sydstaterne i 1700-tallet, men ifølge MetroExpress skulle den være god nok. Ganske vist har Telmores direktør Jens Grønlund Nielsen lovet bod og bedring efter det er kommet ud i offentlighedens søgelys, hvorledes Telmore behandler sine ansatte, men ret beset kan det vel ikke undre at behandlingen af ansatte kan bevæge sig ud på dette sidespor. For vi er jo allesammen i månedsvis blevet vænnet til offentlig mobning blot fordi man ikke opfylder de ønsker, som en eller anden autoritet vægter højt, heller ikke selv om man er uden skyld i miseren. For det kan da godt være, at abonnementssælgeren ikke har solgt noget i et par timer, men der skal altså to personer til at afslutte en handel: en køber og en sælger. Og hvis køberen ikke ønsker at købe produktet kan det vel ikke siges at være sælgerens skyld. Tilsvarende med køb og salg af arbejdskraft: hvis der ikke er nogen der ønsker at købe din arbejdskraft kan du jo heller ikke sælge den. Og når vores statsminister og hans proselytter synes det er helt i orden at beskære kontanthjælpen fordi der ikke er nogle købere til produktet (arbejdskraften) kan man da ikke fortænke Jens Grønlund Nielsen i at finde sine egne mobbemetoder for at straffe hans sælgere når disse sælgere ikke finder købere til deres telefoner.