Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. maj 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Copenhagen Fashion Summit om bæredygtigt tøj Torsdag, 12.05.16

Som altid hører jeg P4 Morgen i radioen om morgenen, specielt efter at jeg nu igen ikke behøver at skulle bruge de fleste af mine formiddage på arbejdet i BaneDanmark, og det gode ved det program er den blanding af god musik og et ofte interessant emne, som afvekslende er bredt ud over morgenfladen. Her til morgen var et af emnerne en diskussion om bæredygtigt tøj, inspireret af Copenhagen Fashion Summit, som foregår i dag, og hvor der er stigende fokus på, om det modetøj der udbydes til salg nu også er bæredygtigt, om bomulden er økologisk produceret og hvorvidt de bangladeshiske tekstilarbejdere nu også har velordnede arbejdsforhold, således at deres arbejdsplads ikke risikerer at skvatte sammen om ørerne på dem, blot for at tage et aktuelt eksempel. Og det er for så vidt meget godt, men det er vel kun for at legalisere et endnu større salg af en bestemt vare, blot for at den få år senere kan dukke op på loppemarkeder eller ende i skraldespanden. Jeg læste i avisen for nogen tid siden, at danskere har et af verdens største forbrug af tøj. Og det er jo ikke fordi folk mangler tøj, men der er altså nogen, der ikke vil ses i det samme tøj to gange, så hellere bruge penge på at skaffe sig noget nyt. Jeg hørte også i radioen for nylig, at der åbenbart eksisterer en uvilje mod at gå i noget tøj, som andre har gået i på et tidligere tidspunkt. Men hvad skulle problemet være ved det? Måske vi også på dette felt har for mange penge og bare køber nyt i stedet for at bruge (genbruge?) det gamle. Vaskepulveret er opfundet for mange år siden, så man kan jo bare vaske tøjet inden man bruger det. Og det må vel være den mest bæredygtige måde at få 'nyt' tøj på, for tøj, der allerede er produceret belaster jo ikke miljøet i samme omfang som produktionen af nyt tøj. Her er det kun et spørgsmål, hvorvidt vaskepulveret indeholder diverse skadelige stoffer. Bortset fra 'specielt tøj' til bjergbrug har jeg selv jo ikke købt nyt tøj i over 15 år men været fast gæst på eBays hjemmeside - og vel nok købt mere tøj der end jeg har brug for. Det er stort set altid tøj, som andre har båret på deres kroppe før mig. Ikke bare fordi billeder af tøjet på en fyr i stedet for en gine giver et væsentligt bedre indtryk af tøjet, men også fordi jeg ofte tænker på, hvad tøjet har oplevet på den anden fyr. Og derfor ikke har nogle problemer med at tøjet har spor af naturligt slid og har en naturlig interesse i at fortsætte historien.


Ved Flaming Gorge Dam er jeg nede for at hilse på Green River.
Og trøjens tidligere ejer Hunter har bestemt anstrengt sig
for at kunne få sin Under Armour trøje så slidt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.