Dagen efter fragtede Andy mig til banegården i Neustadt. Jeg var blevet udfordret af en fyr Claus fra Nordhausen til at bryde med ham, og han havde sine egne måtter, som han kunne tage med til sin bungalow i Dübener Heide. Jeg havde aldrig været i denne del af Tyskland før, så det var nærmest nyt land for mig. Jeg tog regionalekspressen til Leipzig og hoppede over i S-toget mod Radis. Undervejs blev toget næsten tømt for andre rejsende, så jeg var nærmest den eneste, der stod af på trinbrættet i Radis. Men Claus var der også og tog imod mig. Han var en 66 år gammel og ganske muskuløs fyr, som netop havde deltaget i brydestævnet i Lindow - som jeg også var blevet inviteret til at deltage i, men havde måttet takke nej til af økonomiske årsager, selv om det uden tvivl ville have været godt for både min krop og min brydekarriere. Men jeg måtte nødvendigvis give den smule jeg havde, selv om det desværre ikke var meget. Forrige vinter havde jeg været temmelig inaktiv, men da foråret kom vendte livet og aktiviteterne tilbage, vel nok fordi jeg først havde brugt Kr.Himmelfartsdagene med brydning i Athen, og straks weekenden efter var taget med på brydestævnet i Lindow. Denne vinter havde forløbet på nogenlunde samme måde, men denne gang havde jeg været generet af det kolde vejr, måske fordi jeg heller ikke havde brugt kroppen så meget som jeg burde have haft. Men jeg kunne jo ikke gøre andet end at prøve at komme i gang igen, selv om det forår, der endelig var kommet, ikke havde haft den ønskede virkning på min krop. I det mindste kunne jeg vel som altid håbe på at at jeg ville kunne lære noget af at bryde med Claus. Men det lykkedes heller ikke denne gang. For selv om han flere gange opfordrede mig til at angribe ham var jeg tom for ideer. Et typisk bevis på manglende træning, sagde Claus. Og manglende erfaring tilføjede jeg. Så jeg må nok konkludere at jeg nok ikke får ordentlig gang i bryderiet igen. Heller ikke selv om det her var mit sidste forsøg på at få gang i brydningen igen inden jeg næste måned skal til Paris for at bryde med Alain og nok også nogle af hans kumpaner. Men den udfordring må jeg tage fat i juni. I det mindste kan jeg måske søge nogen inspiration blandt de mange billeder som Chris Geary har på den hjemmeside som jeg var blevet opfordret til at se nærmere på. Ganske vist giver disse billeder kun et indtryk af, hvordan slutpositionen skulle se ud, men intet om, hvorledes man når til dem. Måske en opgave til næste gang jeg er sammen med Peter i Gershøj.
http://www.chrisgeary.co.uk/wrestling/