Min uge hos Andy i Dresden var ved at være forbi, og her til formiddag kørte Andy mig til hovedbanegården i Dresden, således at jeg derved kunne slippe for et togskift på Hbf, hvilket jeg var glad for med min tunge bagage. Andy havde jo lokket mig til at tage begge mine sleepsacks med derned, hvilket jeg ikke havde været begejstret for, da jeg i forvejen havde en del udstyr liggende dernede, som jeg ikke kunne have med i sækken gangen før, så jeg havde egentlig været mest stemt for at rejse derned med halvtom sæk så jeg kunne fragte det hele med hjem. Men Andy havde en løsning på det problem, da han som altid gerne ville have en tur i min tunge lædersæk, så han havde tilbudt mig at jeg kunne få en stor rullekuffert, som han for det meste aldrig brugte selv, men bare stod og fyldte op hos ham. Og det lykkedes ham både at pakke at det grej ned, som jeg havde taget med denne gang, alt det jeg havde ladet stå hos ham de forrige gange, og som kronen på værket kunne han også have min store grønne, og nu tomme, rygsæk i kufferten. Og når han kørte mig til hovedbanegården havde jeg vel kun et enkelt togskift i Hamburg at bekymre mig om inden jeg nåede frem til København.
Men efter at jeg var blevet sat af ved hovedbanegården kunne jeg minuttet efter konstatere at der var to trapper op til perronen og hverken rulletrappe eller elevator! Så der var ingen vej udenom at smøge ærmerne op og tage fat, og det lykkedes mig da også at fragte både kufferten og mig selv op til spor 3, og herfra videre op i toget da det var rullet til perron. Togskiftet i Hamburg gik sådan set udmærket, da toget videre til København kørte fra samme spor som jeg var kommet ind på da først EuroCityen var kørt videre mod Altona. Men da jeg skulle løfte kufferten på plads bag sædet stod jeg pludselig med håndtaget i hånden! Jeg fik umiddelbart et flash-back til forrige gang jeg var rejst med rullekuffert til København, i september, og hvilket havde medført at kufferten blev stjålet mens jeg var på vej hjem for at hente trillebøren da jeg ikke kunne fragte den uden håndtag. Men i det mindste var det nu kun det lille sidehåndtag der var knækket af, og jeg kunne vel klare mig hjem til København med trækhåndtaget, som med lidt held ville være stærkere, for nu var jeg jo i toget som kørte direkte til København. Troede jeg! For da vi kørte ind til Puttgarden fik vi at vide at der var fejl på færgelejet i Rødby, så toget kunne ikke komme med over og vi derfor var nødt til at gå til færgen over landgangen. Hvilket skulle blive lidt af en ekspedition da der var tre etager fra perronen op til landgangen, og ligeledes her hverken rulletrappe eller elevator. Så da først jeg havde fået slæbt både mig selv og kufferten op til de endeløse landgangskorridorer var der helt mennesketomt, så jeg havde set i ånden at jeg nok måtte vente heroppe indtil næste færge. Men fremme ved færgen kunne jeg se at adgangsdøren stod på klem. Tilsyneladende havde færgen ventet på mig, for straks jeg var kommet om bord blev døren lukket bag mig og kort efter kunne jeg høre færgens motorer arbejde. Så kom jeg i det mindste med færgen, men der ville også være problemet med at komme ned til perronen i Rødby. Ved landgangen her spurgte jeg om der var en elevator ned deroppefra, og det var der faktisk hvis man havde en nøgle. Men jeg skulle bare gå hen til elevatoren, så ville han komme og sørge for at jeg ville komme trygt ned til perronen. Elevatoren blev nok mest brugt til gods til færgens caterings- og shoppingafdelinger, men den var stor nok til at rumme os to og min kuffert. Nede på perronen var der selvfølgelig ikke noget tog, for det var jo blevet efterladt i Puttgarden. Men det undrede mig noget, at DSB ikke havde sørget for et erstatningstog, da der jo ville have været rigelig tid til at sende et erstatningstog over fra Nykøbing. Men der gik altså en halv time før der kom et tog, og det lykkedes mig heldigvis at få en siddeplads der så jeg ikke også skulle stå op hele vejen til København. Toget kørte kort efter, men da der havde været høj solskin hele dagen måtte toget ikke køre hurtigere end 40 km/h tilbage til Nykøbing pga risiko for solkurver. Til gengæld fik pedalen så et ekstra tryk efter Vordingborg. Mig bekendt er der ikke nogle af DSBs tog der kan køre hurtigere end 160 km/h, men det her tyske tog kørte 182 km/h over Sjælland uden videre problemer. Men alligevel ikke hurtigt nok, for da vi nåede til Høje Taastrup meddelte togføreren over højttaleren at på grund af den udtalte forsinkelse kørte toget nu ikke længere end Høje Taastrup, da det måtte returnere til Hamburg. Så meget for det direkte tog fra Hamburg til København! Fra Høje Taastrup kom jeg så med et intercitytog til Østerport, og da jeg endelig stod af i Svanemøllen knap to timer forsinket var det præcis det sted hvor jeg i september havde efterladt min forliste kuffert. Men trækhåndtaget på Andys rullekuffert fungerede stadig, så kvart over ti kunne jeg endelig låse mig ind i min lejlighed. Næste gang skulle jeg nok overveje at flyve alligevel, omend denne kuffert, som jeg nu fandt ud af vejede 32 kilo, ville give nogle andre problemer.