Navigation:    
Start  >  Blog 
> 26. maj 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Så er bunden vel nået Torsdag, 26.05.16

I tirsdags var jeg til kontrol på Frederiksberg Hospital, da jeg var blevet henvist hertil fra min opfølgende læge på Rigshospitalet. For der var nogle detaljer og han havde haft nogle tanker, som han gerne ville have efterprøvet, så jeg skulle i første omgang blot ind og få taget nogle blodprøver og så skulle jeg have en snak med en læge der i dag. Årsagen til at jeg overhovedet blev kaldt til Frederiksberg var, at han havde set af mine rapporter fra Rigshospitalet at der havde været tegn på lidt uregelmæssig hjertebanken i venstre forkammer. Det var godt nok ikke noget jeg havde bemærket, men jeg fik at vide at det kunne være potentiel udløser af blodpropper. Ganske vist havde jeg dengang i 2013 haft telemedicin i et døgn, men det havde ikke været nok til at vurdere det med sikkerhed, så nu skulle jeg have turen en gang til, og denne gang over fem dage, hvilket var det længste forløb de undersøgte. Jeg må sige, at det var lidt imponerende at disse gamle journaler stadig kunne bruges til noget, og at jeg tilsyneladende ikke var den eneste som undrede sig over at man ikke kendte årsagen til at jeg i Ottawa var blevet ramt af denne blodprop. For resultatet af de nye blodprøver viste at jeg tilsyneladende havde en ganske sund krop. Blodtrykket var godt, og det samme var kolesterolniveauet efter at jeg var skiftet fra Simvastatin til Atorvastatin. Men for at udelukke nye blodpropper vil man give mig en ny gang telemedicin, sandsynligvis i slutningen af juni.
Men uanset resultatet heraf vil det jo ikke have nogen indflydelse på skaden fra dengang. Den er sket, og den må jeg så bare leve med! I går var jeg til det afsluttende møde med Kelvin fra Hans Knudsen Instituttet om min praktik i BaneDanmark, og det afsluttedes med en indstilling til Jobcentret om at jeg bør bevilges et fleksjob, hvilket Hans Knudsen Instituttet gerne vil være behjælpsom med at skaffe hvis Jobcentret siger god for det. Men den beslutning ligger alene hos Jobcentret. Men jeg bliver mere og mere overbevist om, at skaden efter blodproppen på en eller anden måde kan trænes væk, og jeg har derfor fået en aftale med min fysioterapeut om et møde på tirsdag, blandt andet om min træning i motionscentret måske kan bruges mere målrettet til en sådan afbødning.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.