Navigation:    
Start  >  Blog 
> 29. maj 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Riget fattes penge - men det gør de rige ikke Søndag, 29.05.16

Så har der igen rejst sig et ramaskrig over nogle offentlige ydelser der ikke har fungeret eller bare kostet for mange penge. Diskussionen går blandt andet på vores kommende indkøb af nye kampfly som tegner til at blive dyrere end de 30 milliarder kroner der har været tale om, fordi flyet er jo endnu ikke færdigudviklet og man derfor må påregne yderligere udgifter når flyet er færdigudviklet og regningen skal betales. Jeg skal ikke her gøre mig klog på, hvorvidt disse nye kampfly overhovedet er nødvendige eller antallet af disse, for mange vil jo mene at vi bare kan komme med på en badebillet og spare denne udgift. Og det kan vi måske også et stykke hen ad vejen, men hvis vi ønsker at andre lande i alliancen gerne vil hjælpe til med at forsvare os når vi bliver angrebet, er det da indlysende at vi så også sørger for at vi selv har isenkram til at forsvare os med! Men nu var det jo ikke meningen at dette indlæg skulle være et debatindlæg om de nye kampfly, men mere et eksempel på, at vi her i Danmark i stigende omfang sparer på ørerne og lader kronerne rulle. Vi har jo set det stadig hyppigere i den seneste tid, hvor tog er blevet aflyst på grund af mangel på lokomotivførere samtidig med at regeringen gør hvad den kan for at aflive Togfonden, der skulle rette op på over tredive års misligholdelse af det danske jernbanenet. Og vi ser det på nedskæringerne på de kommunale budgetter, hvilket igen og igen går ud over de mindrebemidlede, således at ældre mennesker ikke længere kan få den boligstøtte der gør det muligt for dem at leve længst muligt i egen bolig og dermed ikke behøver lægge beslag på dyre plejehjemspladser. Og vi ser det inden for ungdomsuddannelsen, hvor der bliver skåret lærerstillinger væk til trods for at uddannelse jo er et af de vigtigste bolværk mod fremtidig arbejdsløshed og forarmelse. Og vi ser det i kulturen hvor Det Kongelige Teater måske må nedlægge deres eget skrædderi fordi det jo kan gøres meget billigere ude i byen. Siger man nu, men hvem siger at denne tanke er sand og at det er så billigt når man måske skal søge ekspertise i udlandet fordi vi har lukket vore egne værksteder med kvalificerede danske håndværkere ned? Det er jo ikke bare i Danmark denne nyliberalistiske svøbe breder sig. I Frankrig er landet ved at gå i stå fordi regeringen der gerne vil gennemføre en arbejdsmarkedsreform, der blandt andet skulle gøre det lettere at fyre medarbejdere. Alt for at skaffe penge til de virksomheder, der ikke mangler noget i forvejen. For skatteydere på række i de vestlige lande behøver jo ikke bekymre sig om det så længe de kan have deres bil i fred og køre hvor de vil og have deres mange penge i sikkerhed i skattely uden for diverse skattevæseners grænser. Hvad er der egentlig galt ved at betale sin skat? Grækenland gik jo ned på grund af manglende skatteindtægter, skal det nu udvides til hele Europa?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.