|
|
Ghana er stadig et af de bedre lande i Vestafrika
|
Onsdag, 01.06.16
|
Ligesom for ti år siden vil medierne også i denne måned strømme over af nyheder og trivia om det tilstundende verdensmesterskab i fodbold. Jeg var allerede for ti år siden ganske uinteresseret i fodbold, og det har ikke ændret sig i mellemtiden, men den sommer i 2006 var der trods alt et enkelt land, der fattede min interesse, og det var Ghana! De havde kvalificeret sig til at deltage i verdensmesterskabet, og jeg skrev derved således på min weblog:
"Her til aften ... kom et par opstemte sorte fyre i Ghanas farver gående mod mig i Købmagergade, tydeligt opstemt. Jeg vidste at Ghana netop havde spillet mod USA, og de fyre måtte da være de første til at vide hvordan det var gået. Ganske fint, faktisk: Ghana havde fejet USA ud af banen med 2-1, og var derved gået videre til ottendedelsfinalerne. Fyrenes glæde herover smittede, jeg gav ham et godt knus, og ønskede al mulig held og lykke for Ghanas hold når de i næste runde skal møde Brasilien - de får nok brug for det."
Jo, de gæve ghanesere havde brug for al held og lykke ved kampen mod Brasilien, for selv en inkompetent fyr som mig, når det gælder fodbold, ved at Brasilien blandt meget andet også har et af verdens stærkeste fodboldhold, så selvfølgelig kunne Ghana ikke klare sig mod overmagten i 2006, så de blev fejet ud af banen af Brasilien med et resultat på 0-3. Slut på Ghanas drømme om verdensmesterskabet. Men hvordan er det så gået Ghana sidenhen? Ja, i 2010 var Ghana igen med ved verdensmesterskabet, og det år klarede de sig frem til kvartfinalen, hvor de efter forlænget spilletid tabte 1-2 til Uruguay. Mens det i 2014 ikke lykkedes Ghana at kvalificere sig til verdensmesterskabet da de tabte to af de tre kvalificerende kampe og spillede den tredie uafgjort. Så for at runde den påstand fra 2006 af, så gik Ghana ikke videre det år. Men det betyder bestemt ikke, at Ghana ikke skulle være et land der er værd at interessere sig for, for landets indbyggere er ikke alle fodboldspillere, boksere eller internetfuskere.
Dagblog 22. juni 2006: Selvfølgelig går Ghana videre
|
|