Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. juni 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Muse i Forum - uden min deltagelse Fredag, 10.06.16

I søndags fik jeg en mail fra min gode ven Erik i Prag. Han havde netop været til Muse's koncert dér og vidste godt at Muse også skulle give koncert i København få dage senere. Tilsyneladende havde Muse givet en absolut fantastisk koncert i Prag, måske den bedste nogensinde, og han skrev at det også ville blive en stor oplevelse for mig. Jeg var jo i 2012 taget til Prag for at opleve Muse på den store scene, og det havde rigtig nok været en stor oplevelse for mig. Det havde ikke været nogen videre opgave at skaffe billet til koncerten i Prag, men det var åbenbart mere besværligt at skaffe en billet til koncerten i Forum. For da jeg sidste september så reklamen i avisen forsøgte jeg naturligvis at skaffe en billet selv på billetnet.dk da billetsalget åbnede den 28. september. Men hjemmesiden svarede blot at de ønskede billetter først ville være tilgængelige efter 5. oktober. Men også efter 5. oktober meldte hjemmesiden stadig at de ønskede billetter ikke var tilgængelige. I de følgende dage forsøgte jeg flere gange igen at skaffe en billet, men uden held, og til sidst kunne jeg om vinteren læse, at koncerten nu var udsolgt. Der var åbenbart nogen, der kendte til en alternativ mulighed for at købe billetter et andet sted. Der blev dog annonceret en ekstra koncert dagen efter, men nu havde jeg ikke længere penge til billetten, så jeg forsøgte ikke en gang at købe den. Som om der var nogen der ønskede, at jeg ikke skulle se den koncert; jeg havde jo ikke engang anskaffet mig deres nye album Drones endnu.
I går og i forgårs gennemførte Muse så deres koncerter i Forum, uden min deltagelse, og i dag kunne jeg så læse anmeldelsen af onsdagens koncert. Anmelderen gav dog kun koncerten tre hjerter ud af seks mulige, men da jeg læste anmeldelsen nærmere var jeg dog overbevist om, at det lige ville have været en koncert for mig. Anmelderen var dog af den opfattelse at der var for meget pompøs arenarock i deres koncert. "Lige dele U2-pomp og Pink Floyd-pragt. Lige dele Queen-teaterrock og Radiohead-hyl mod månen. Lige dele stadionspektakel, eksistentiel weltschmerz og politisk paranoia" skrev han. Men selvfølgelig, sådan er Muse jo, så det burde jo ikke komme bag på ham. Og derfor er vi så mange, som gerne var med til koncerten - eller ønsker at vi var der!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.