Navigation:    
Start  >  Blog 
> 14. juni 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den planlagte tur til Paris gik i vasken! Tirsdag, 14.06.16

Nu havde jeg ellers tænkt mig, at jeg i går ville have skrevet lidt om den forgangne weekends planlagte tur til Paris. Men det indlæg blev ikke til noget da der opstod en begivenhed i Orlando, som jeg mente måtte have højere prioritet. Og turen til Paris blev som sagt heller ikke til noget, først fordi der var stigende rygter om at de varslede strejker i Paris kunne volde mig flere problemer end jeg ville ønske at bryde mig om, og derefter havde et kraftigt uvejr fået Seinen til at gå over sine bredder og truede med at oversvømme metroen. Jeg var blevet inviteret af en fyr, der boede i Paris' sydlige udkant, og ikke blot kunne jeg sove hos ham, men han havde også sit eget bryderum med måtte og det hele. Jeg havde købt billet således at jeg skulle have været med flyet til Paris i onsdags, og jeg havde også aftalt med et antal brydere dernede at vi skulle have lavet vores egen lille turnering sammen når jeg kom. Men advarsler fra min ven dernede om, at det måske alligevel ikke var så godt at jeg kom på det tidspunkt, suppleret med de løbende rapporter dernedefra gjorde, at jeg dagen før besluttede, at jeg aligevel ikke ville tage til Paris under disse forhold. Selv om det medførte at jeg så ikke kunne få nogle penge tilbage fra min ubrugte flybillet - det er så ulempen ved at købe en billig billet med easyJet! Og de følgende dage skulle vise, at min beslutning så ud til at være den rigtige. Ganske vist kom flyet af sted til Paris med en times forsinkelse, men det fly jeg skulle hjem med fem dage senere så jeg ikke noget til på CPHs hjemmeside - og heller ikke nogen af de easyJet-afgange der skulle finde sted dagen efter. Så det er altså nødvendigvis ikke hverken let eller billigt at flyve med easyJet! Men fyren i Paris var flink nok, så i stedet for at simpelthen aflyse turen kunne vi bare aftale et andet tidspunkt når bølgerne havde lagt sig. Det ville ellers have passet mig godt at have fået denne lille brydeturnering hvis jeg havde været i Paris, for i søndags var det tre år siden at jeg blev ramt af den blodprop, og jeg bilder mig selv ind, at brydning skulle hjælpe på min genoptræning. Og efter det begrænsede udbytte jeg havde haft med brydning da jeg i april havde været i Berlin og i maj i Dresden ville det have været yderst passende at få en seriøs gang brydning i Paris, hvilket jeg havde lagt op til - men sådan skulle det altså ikke være.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.