Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. juli 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nyt cirkulære om drikkevand gentager Roms forfald Lørdag, 16.07.16

I forgårs aftes var der endnu et terrorangreb i Frankrig, denne gang i Nice. Men jeg ser ingen grund til at gå terroristers ærinde og udbrede nyheden yderligere, for der er jo medier nok der svælger i andres ulykke. Så derfor ikke mere om terrorangreb i denne omgang. Derfor nu til noget helt andet!
Vi har altid brystet os af, at vi i Danmark - i modsætning til så mange andre lande rundt omkring på kloden - har et rigtigt godt hanevand, hvilket tilmed ofte er bedre end det flaskevand man han købe mange steder. Og tilmed mere miljøbevidst, for vort drikkevand her skal jo bare pumpes og ikke først pakkes i olieprodukt-krævende plasticbeholdere og derefter fragtes i tunge CO2-udledende lastbiler inden man kan slæbe dem hjem fra supermarkedet. Og dette miljøbevidste hanevand kan man få til under en øre literen, og derved mere end hundrede gange billigere end flaskevand. Jeg har altid været glad for det fremragende hanevand vi har i Danmark og har altid været glad for at vi har Danva, de danske vandværkers brancheforening, der altid har stået for at sikre at vort værdifulde drikkevand ikke bliver forringet i kvalitet. Men vor hjemlige Venstre-regering har på det sidste excelleret i at give køb på de mange frie goder vi har i Danmark. Alt på naturens (og sundhedens) bekostning for at tilgodese erhvervslivet. Først var det den frie adgang til ubebyggede strande og kystområder, dernæst var det en lempelse af anvendelsen af sprøjtemidler i landbrugets produktion, og i går kunne man læse, at vandhaner og delkomponenter fra Tyskland, Holland og Sverige ikke længere behøver have dansk godkendelse hvis blot de opfylder hjemlandets mindre restriktive krav til kemikalier og tungmetaller som nikkel, bly og cadmium i vandforsyningen. Blot for at få billigere vandhaner og delkomponenter herhjemme. For det har jo ikke noget med EU at gøre, for EU har godkendt de danske regler i henved 40 år. Det har ellers ikke skortet på advarsler fra myndigheder herhjemme mod den nye bekendtgørelse. I et høringssvar påpegede Institut for Vand og Miljø "De foreslåede ændringer virker langtfra koordineret med den mangeårige indsats, der er lagt fra myndigheder, der er ansvarlige for grundvand og drikkevandskvalitet!" Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har ifølge byggeloven ret til at udstede en sådan bekendtgørelse udenom Folketinget, og hverken Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne eller Radikale Venstre kendte noget til de nye regler inden de blev vedtaget. Og jeg synes det er betænkeligt at en så vigtig ændring til skade for folkesundheden kan besluttes midt om sommeren uden debat. Har man fra Venstres side overhovedet gennemtænkt konsekvenserne? Og noget må der være om snakken, for i går aftes meddelte ministeren at han vil bede Trafik- og Byggestyrelsen om et fornyet eftersyn af bekendtgørelsen. Jeg kan ikke undgå at tænke på Roms forfald for et par tusind år siden, som man i dag netop mener skyldtes for meget bly i romernes drikkevand! Ganske vist kan man vælge at gå efter dråbe-mærket og derved sikre sig en ordentlig vandhane der opfylder de danske krav, men vandhaner er jo ikke lige noget man skifter i sin nyerhvervede bolig, hvor vandhaner jo på forhånd er installerede.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.