Navigation:    
Start  >  Blog 
> 11. august 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Det bliver en fransk Torsdag, 11.08.16

Der er vel ikke noget at sige til, at jeg i tiltagende grad føler mig mere og mere indelukket af byggepladser og plankeværker. For jeg har jo også hørt de politiske udmeldinger om, at vi bliver flere og flere i byen, og derfor skal der altså ikke blot etableres nye bydele, der skal også etablere mere metro således at disse mange mennesker også kan bevæge sig rundt i vores stadig mere kompakte by. Samtidig har jeg også hørt om kommunens planer om at etablere en såkaldt klimakarré. Men først i dag fik jeg ordentlig indsigt i, hvorledes denne plan får indflydelse på mig i privaten. Det sidste halve år har Landskronagade være afspærret fordi man her er i færd med at etablere en underjordisk skybrudsvej bestående af en række store kloakledninger, der ved skybrud kan lede regnvandet væk fra karréen og ned til havnen. Men regnvandet er også en ressource, som med fornuftig planlægning er for værdifuld til bare at hælde i havnen. Derfor startede kommunen i 2013 et projekt hvor man ville udvælge en karré i området til at vise hvad man kunne præstere med regnvandet og på sigt afkoble regnvand fra kloaknettet. Den ejendom jeg bor i blev udvalgt blandt de mange kandidater, som over 100 københavnere havde foreslået, så når det for alvor går i gang vil jeg opleve byggeri i min lejlighed som jeg ikke har oplevet det siden vi i 90erne fik indlagt fjernvarme. Alle gårde i min karré vil blive lagt sammen, og omdannelsen vil primært finde sted på gårdsiden hvor nedløbsrør for tagvand vil blive ledt til et bevokset område der vil dække det meste af den sammenlagte gård inden den ender i et opsamlingsbassin, hvorfra vandet kan bruges i en nyt fællesvaskeri for hele karréen - og overskydende vand vil blive afledt til den nye skybrudsvej i Landskronagade. Lejlighederne vil også blive forbedret med nye og lysere vinduespartier, og derfor var der i dag opstillet en række mock-ups, der viste hvilke muligheder man kunne vælge imellem - og det var godt at se mulighederne live, for de tegningsforslag jeg havde set indtil nu havde ikke gjort mig meget klogere. For efter jeg indtil i dag mest havde hældt til at få etableret en spansk altan er jeg nu mest hooked på at få en fransk altan, for en sådan model indskrænker min lille lejlighed mindre end en spansk altan vil gøre det, omend jeg derved ikke får den lille private udendørs altan som den spanske model giver. For jeg kan jo bare gå ud i gården hvis jeg vil sidde ude.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.