I disse dage har der fra Københavns side rejst sig en utilfredshed med konsekvenserne af det nye kontanthjælpsloft, som regeringen indførte i foråret og som vil have virkning fra 1. oktober. Beregninger har vist, at de reducerede kontanthjælpsydelser alene for indbyggerne i Københavns kommune vil påvirke 3000 modtagere af kontanthjælp, der derved kan se frem til at få mindre i kontanthjælp fra 1. oktober. Hensigten med indførelsen af dette lavere kontanthjælpsloft har vi jo alle sammen hørt før: at det skal kunne betale sig at arbejde, men hvor finder man job når der ikke er nogen? Samme beregninger har vist, at denne nedsættelse af kontanthjælpsloftet kun vil skaffe 60 personer flere i arbejde mens de resterende 2.940 personer blot vil få beskåret deres ydelser samtidig med at de ikke vil få et arbejde. Altså kun positiv virkning for de 2% mens virkningen vil være negativ for de øvrige 98%. Ikke holdbart, hvis du spørger mig! Hvilket får mig til at tænke på den tidligere dagpengereform, der ville beskære arbejdsløses muligheder for at få dagpenge, igen for at skaffe flere i arbejde, men i månederne efter dagpengereformens indførelse fik vi i de følgende måneder regelmæssigt nye tal der viste, at der konstant var flere personer der faldt ud af dagpengesystemet end man havde forestillet sig. Tydeligt at vores regering ikke gennemtænker konsekvenserne af de love de beslutter - og ikke har mod og mandshjerte nok til at trække i land når loven ikke virker som det var tiltænkt. Men mantraet om at det skal kunne betale sig at arbejde er jo også bare en floskel vi har hørt alt for tit. Sandheden er jo, at regeringen mener at det ikke skal kunne betale sig ikke at arbejde - og det lægger man en dyd i at tvinge igennem. For jobmulighederne i København er generelt stigende - for dem der har. I går hørte jeg i radioen at der var måske 24.000 lavtlønnede og typiske kvindejobs der var forsvundet mens der måske var 2.500 nye jobs til akademikere og djøf'er. Som typisk blev besat af en mand. Så der er altså også en kønsulighed i konsekvenserne af regeringens reformplaner. Godt nok er det svært at spå om fremtiden, men man burde kunne forvente et bedre bud fra de folk vi har valgt til at styre dette land, i stedet for blot at kigge i deres krystalkugle. For noget tyder på at denne krystalkugle kunne trænge gevaldigt til at blive pudset.