|
|
Årets løbemæssigt hidtil mest aktive måned var ikke nok
|
Onsdag, 31.08.16
|
Forrige år havde august været den måned, hvor jeg fik løbet mest i hele 2015, og jeg kunne nu se tilbage på i hvert fald ti måneder i træk, hvor jeg havde løbet mindre end i samme måned året før, og også i denne måned fik jeg løbet mindre end i august 2015. 20 km fik jeg løbet her i august 2016, og det er kun godt det halve af det jeg fik løbet i august 2015, hvor jeg fik løbet 38 km - selv om august også i år indtil videre blev den måned hvor jeg har fået løbet mest i 2016 - og tilmed var det i generelt langsommere tempo end jeg plejer at løbe. Til trods for, at jeg i denne måneds løbeaktiviteter havde været på løbebåndet tre gange i fysioterapilokalet og alle tre gange havde løbet under 10 km pr. minut. Men trods fysioterapi var det dog ikke nogen af disse tre løbeture, der blev den hurtigste løbetur, for den var en tur, der var mere end dobbelt så lang som nogen af fysioterapi-turene, nemlig min vanlige korte 4,4 km-rute i Dyrehaven, som jeg løb i 9:12-tempo. Men begge de to øvrige udendørs løbeture i denne måned var længere end denne 4,4 km rute og blev begge løbet med mere end 10 min/km. Specielt den længste af turene, som jeg havde forlagt til Ravnholm for at se nogle terræner jeg ikke havde set i årevis. Havde nok tænkt for meget på, at det blot ville blive en tur ned langs Mølleåen, men havde lige glemt, at når man løber en rundtur i Ravnholm vil den ene vej ganske rigtigt være langs Mølleåen mens den anden vej vil være oppe i det højtliggende terræn mod nord. Med mindre altså man vælger en ud/hjem rute langs Mølleåen, hvilket dog ikke lige er min stil. Så summa summarum blev månedens knap 20 km løbet med et gennemsnitligt tempo af 10:22. Det er tydeligt nok, at jeg ikke længere er til de 'lange' ture, og hermed mener jeg desværre ture på blot 5 km eller derover. Faktisk har jeg ikke i år løbet en eneste tur på blot seks km eller derover. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal løse det problem, for det er indlysende at jeg har brug for mere styrke i mine ben så jeg kan løbe blot seks km i samme tempo som jeg kan på 4,4 km-ruten. Men hvordan får jeg det når jeg ikke har nogle indlysende ruter, der indbyder til et bare lidt højere tempo? Jeg skal måske løbe turen i Furesøparken igen, for den løb jeg i 8:52 i maj inden myggene overtog området fuldstændigt - og den rute er 5,7 km lang i fuldstændigt fladt terræn. Det er vel nok værd at overveje.
|
|