Navigation:    
Start  >  Blog 
> 9. september 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Hjem fra Delta med fuld sirene Fredag, 09.09.16

Jeg vendte hjem fra USA her til eftermiddag efter endnu et fantastisk ophold sammen med alle de andre horny fyre på Delta samt ikke mindst dagene hos John Howell og de to brydekampe jeg fik organiseret mens jeg var i Trenton. Jeg har efterhånden opholdt mig adskillige gange hos John i Trenton, og jeg må sige, at for hver gang bliver jeg mere og mere glad for ham og den service han kan tilbyde. For han giver gratis og behagelig overnatning i hans gode seng, og jeg fornemmer at han er lige så glad for at have en sengekammerat som jeg er det. Han sørger for at jeg kan komme problemfrit til og fra Delta og forventer ikke at jeg skal give mit bidrag til benzinen, for han skal jo til Delta alligevel. Tilmed plejer han også ofte at hente mig i lufthavnen i Newark, selv om det er næsten en times kørsel fra Trenton. For han mener at det for ham kan være lige meget om han skal hente mig på banegården i Trenton eller i lufthavnen i Newark. Endelig har han på min forespørgsel tilbudt at jeg kan have et kasse stående med mit Football gear hos ham så jeg ikke behøver fragte det frem og tilbage hver gang jeg skal til Staterne, for jeg bruger det jo alligevel ikke derhjemme. Selv ikke når vi er på dineren til aftensmad forventer han at jeg betaler min del, omend jeg som regel alligevel gør det - omend jeg denne gang af økonomiske årsager holdt mig noget tilbage indtil jeg havde fået bekræftelse på at jeg havde fået penge den 1. september. Jeg havde dog selv måttet med toget fra Newark til Trenton denne gang, men på hjemturen blev jeg dog kørt til terminalen i Newark og behøvede derfor ikke kæmpe med min problematiske rullekuffert for at få den af eller på toget. Jeg tog hans avis med til Newark så jeg havde noget at læse mens jeg ventede på ombordstigning. John får hver morgen New York Times leveret til sit dørtrin, og jeg tænkte undervejs på, at det måske var en forklaring på at vi passede godt sammen. For New York Times er ikke så forskellig fra Politiken som man måske skulle tro, og folk der bliver informeret gennem en papiravis synes jeg generelt jeg taler rigtig godt med. Nu skulle jeg bare slappe af i flysædet og lade mig stille og roligt duve gennem natten hjem til Danmark. Stille og roligt, vil dog være lidt af en tilsnigelse, for 'naturligvis' var der et par som havde et skrigende afkom med i kabinen, og det skreg i vilden sky indtil vi var på den anden side af Newfoundland. Så blev der endelig ro, da ungen vist endelig faldt i søvn og jeg og de mange andre passagerer kunne gøre det samme. Jeg mener ikke at have specielt forstand på børn, har eller vil ikke have sådanne følgeprodukter af sexuelt samvær, men for mig var det tydeligt at ungen ikke brød sig om at flyve. Hvorfor er det så at forældrene ikke ved det eller i det mindste gør noget ved problemet? I det mindste var der nu ro frem til syd for Island, så begyndte sirenen igen, og den varede ved hele resten af vejen til Danmark. Så det var ikke meget jeg fik sovet på den tur.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.