Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. oktober 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Dansker nok - eller penge nok? Fredag, 07.10.16

I forgårs bragte Politiken på bagsiden et forslag til en test om, hvorvidt læseren er dansker nok. Og selv om jeg først affærdigede artiklen som endnu et tåbeligt populistisk indslag blev bagsiden liggende på mit sofabord. Og i dag tog jeg mig så tid til at kigge nærmere på den. Og det slog mig straks, at artikelskriveren tilsyneladende var ret så forudindfattet i sine spørgsmål. For faktisk mener jeg, at hvert femte af disse 100 spørgsmål kun er aktuelle for velhaverne herhjemme. Så jeg bringer her disse spørgsmål, så du selv kan se, om ikke der er noget om snakken:
3) Har du anhængertræk på din bil?
10) Er du medlem af FDM?
24) Benytter du benzinstationernes pusleplads til efterrengøring af dine bilfælge, når du har vasket din bil?
25) Har du en streamer på bagruden af bilen, der udtrykker støtte til de danske soldaterveteraner?
26) Foretrækker du bilen frem for toget?
35) Har du en Monarch-kop, der giver dig adgang til et års gratis kaffe på alle Monarch-stationerne rundt om i landet?
55) Har du en kopholder i din bil?
60) Har du inden for det sidste halve år væres hos Fleggaard ved den tyske grænse og købt mindst 200 dåsecolaer og 20 kilo Nutella?
Disse spørgsmål er vel kun aktuelle på dem, der har råd til bil!

5) Foretrækker du at se EM i kvindehåndbold på tv frem for kommissær Barnaby?
8) Har du været til fællessang med TV2-Charlie?
14) Hygger du dig foran fjernsynet fredag aften med Matadormix, et godt glas vin og 'Vild med dans'?
50) Kunne du godt undvære DR2 i din tv-pakke?
69) Ser du 'Go'Morgen Danmark' på TV2?
74) Har du tv i køkkenet?
Disse spørgsmål er vel kun aktuelle for dem, der har råd til tv!

13) Har du en Weber-grill?
29) Bliver jeres græsplæne slået mindst én gang om ugen i sommerhalvåret?
37) Er alle jeres havemøbler fremstillet af plastik?
58) Har du en carport?
66) Husker du at tage Dannebrog ned ved solnedgang?
99) Har du perlegrus i din indkørsel?
Og disse spørgsmål er vel kun aktuelle for dem, der har råd til en form for parcelhus!

Resten af spørgsmålene er generelt indkomstuafhængige og handler blandt andet om hvad man spiser. Men disse 20 spørgsmål får mig nu mest til at tænke på, om ikke denne danskertest, som ifølge avisen ellers skulle være udarbejdet på strengt videnskabeligt grundlag af civilingeniør Jacob Grønlykke, forfejler sit mål om at teste om man er dansker nok og i stedet fokuserer på, at man har penge nok?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.