Jeg var taget til Berlin igen - det ser ud til at jeg nødvendigvis må tage til Berlin tre-fire gange om året. For selv om Heiko i Schöneberg har fået en fast partner og jeg derfor ikke længere kan overnatte hos ham skulle der snart vise sig andre muligheder. Først hos Christian i Hellersdorf, som altid gerne ville have besøg af en behåret bryder, og senest hos kleiner kerl i Spandau, som ikke bare havde interesse i brydning, men også så stor interesse i brydning at han trods en lejlighed mindre end min havde en 2x3 meter måtte som det centrale element i lejlighedens største rum, så der var mulighed for at bryde hjemme hos ham. Og bryde med ham skulle jeg selvfølgelig i går aftes da jeg var landet i Berlin efter den traditionelle bustur over Rostock. Ellers var han på arbejde i dag, og selv om jeg blot kunne blive liggende i sengen hos ham tog jeg afsted ved ottetiden for at mødes med Heiko klokken ni. Vi skulle nemlig have morgenmad sammen og snakke om hvad vi hver for sig havde oplevet i de mellemliggende to år. Tilsyneladende havde han etableret sig med sin nye partner, han var i hvert fald godt tilfreds med at have en mand i huset som kunne sørge for den daglige madlavning. For øvrigt bemærkede han også, at jeg tilsyneladende var noget bedre gående nu end jeg havde været for to år siden da vi havde set hinanden sidst. Og det er nu rart at få sådanne skulderklap! Ellers skulle jeg videre til Lankwitz, hvor jeg skulle besøge Reinhard Bär aka Kellergummi. Ham havde jeg hørt historier om fra Andy i Dresden, at han havde en oppustelig gummi-sleepsack, som jeg naturligvis havde stor lyst til at blive lukket ned i - hvis jeg altså kunne være i den. For han havde advaret mig om, at den var temmelig snæver, og jeg har jo temmelig brede skuldre. Det måtte komme an på en prøve, tænkte jeg, og hvis jeg kunne være i den kunne vi sikkert finde et andet tidspunkt hvor vi kunne lege lidt mere seriøst sammen. Og stor var min glæde da det viste sig at jeg godt kunne være i den, og derfor ikke behøvede tage til Schweiz for at blive lukket ind i sækken nede i Basel. Reinhard var jeg også straks på omgangshøjde med, og jeg havde umiddelbart lyst til at lege med ham med det samme, men det var jo ikke det vi havde aftalt. Men som pensionist havde han i princippet masser af tid, så jeg kunne jo også besøge ham på en hverdag. Så nu er der en god grund mere til at tage til Berlin.