Det var nærmest som et skridt tilbage til gamle dage da jeg her til aften var taget over for at besøge min gamle løbekammerat Martin. For ud over os to og hans søn Mads var det kun Erkki, der var til stede. Og derved ville den flittige læser nok begynde at overveje om der så ikke også var whisky på bordet? Og jo, det var der, for det var os tre, der sammen med JPP for en del år siden havde startet den lille loge-agtige klub De gyldne Dråber. JPP var dog ikke med længere da større mængder alkohol jo ikke er godt for nogens sundhed, men ellers var det egentlig meget rart at vi tre andre kunne finde sammen igen. Selv om intet jo er som det var i gamle dage. Erkki havde fået en fedmeoperation og var efterhånden blevet en flot fyr, og jeg går jo og kløjs med eftervirkningerne af den blodprop jeg blev ramt af i 2013 og nu er på sandsynligvis livsvarig forebyggende medicin så det ikke gentager sig. Martin var nok den der havde klaret sig bedst, selv om han nu også var på blodtrykssænkende medicin. Så vi var egentlig nogle værre skravl alle sammen. Men kunne dog fortsat bevare et godt humør. De gyldne Dråber var jo i sin tid dannet for at hylde vores fælles interesse i de gyldne dråber i whisky, men med tiden var det som om whiskyen var blevet reduceret til anden violin, fordi det efterhånden var blevet mere vigtigt at vi kunne mødes for at få en snak om hvad der var sket siden sidst. Erkki havde stadig arbejde som databasespecialist og var aktiv i et bluesband ved siden af, og afspillede herfra nogle numre fra sin telefon. Martin var i færd med at afhænde sin rengøringsvirksomhed og koncentrere sig om de ting der betød noget for ham. Selv om han for så vidt godt stadig kunne lide arbejdet syntes han at han blev flået af et ineffektivt skattevæsen der også gjorde det for bøvlet at være arbejdsgiver herhjemme. Men han havde slået sig på triathlon, da almindeligt løb ikke længere var nok for ham. Og bjergløb kunne han kun få noget fornuftigt ud af hvis han var i bjergene, hvilket lagde beslag på hans sommer. Hvilket jeg jo kun kendte alt for godt. Og til sidst bragte jeg også min brydning på bane, men det måtte han høre nærmere om når vi ses næste gang. Sagde han inden jeg skulle med bussen hjem, for det var i mellemtiden langt over min normale sengetid.