Med besøget hos Martin i lørdags fik vi jo lejlighed til at snakke om meget mere end bare whisky, for ligesom jeg plejer Martin jo at være meget godt opdateret med hvad der sker ude i verdenen, og der er jo ikke nogen sikkerhed for, at vi får de samme informationer. En ting, der har rørt sig i verdensøkonomien på det seneste, og måske vel især i den europæiske økonomi, var den frihandelsaftale mellem EU og Canada, kaldet CETA, som led et endeligt skibbrud i forrige uge. For en sådan beslutning krævede en godkendelse fra samtlige medlemmer af EU, og det var vallonerne i den fransktalende del af Belgien ikke med på. Med det resultat at underskrivelsesceremonien, som skulle have fundet sted i denne uge, nu blev aflyst. Det var dog ikke noget som jeg umiddelbart fandt den store interesse i, for belgierne har jo altid haft problemer med at styre deres forskellige mindretal, og i månedsvis har de måtte klare sig uden en regering fordi deres forskellige regioner ikke kunne blive enige. Så selvfølgelig kunne de heller ikke blive enige om, hvorvidt de ville støtte CETA eller ej. Og mere fik vi ikke at vide om den sag. Men Martin vidste noget, som jeg ikke vidste, uden at han dog kunne sige hvor han havde sine informationer fra. For vallonerne havde tilsyneladende ikke sagt blankt nej til CETA, men havde 'tilladt sig' at bemærke visse bekymringer, som skulle afklares inden de ville acceptere aftalen. Og det lød jo for det første rimeligt nok, og da jeg så fik at vide hvilke bekymringer vallonerne havde kunne jeg kun blive overrasket. For der var primært tale om tre bekymringer, som jeg tror rigtig mange her i Europa ville skrive under på. For for det første ville CETA give en mere lempelig adgang for GMO-modificerede fødevarer, hvilket vi jo herhjemme i årevis har haft forbud mod. Og dels vil det ligeså give adgang til de i Amerika så populære hormonbøffer. Hvilket jo heller ikke er god tone herhjemme, selv om jeg gladeligt sætter tænderne i dem når jeg er i USA. Og som den tredje bekymring var en mulighed for, at storkapitalen kan kræve erstatning hvis et EU-medlemsland indfører et regelsæt, som kunne påvirke amerikanske virksomheders indtjening negativt, Som for eksempel hvis et EU-medlemsland beslutter, at der ikke må sælges smøger til mindreårige. Hvilket vil betyde, at for eksempel Phillip Morris ville kunne kræve erstatning for alle de smøger, de ellers ville kunne have solgt til børn og unge. Så er det jo ganske fornuftige indvendinger, som vallonerne har haft. Men hvorfor har alle de andre medlemslande, inklusive Danmark, blot sagt ja uden sværdslag, og hvorfor har vi intet hørt om det? Er det blot mig, som har været uopmærksom i timen?