|
|
Et år gået uden at falde
|
Torsdag, 27.10.16
|
Dette er måske ikke noget jeg burde være stolt af, men det er nu et år siden at jeg sidste gang snublede og faldt. Dette skete på denne dag for et år siden, nemlig den 27. oktober 2015, da jeg var på vej fra mit hotel i Greenwich og snublede over kantstenen ved Heron Quays i London's Docklands. Som sagt er det vel ikke noget at være stolt af, men jeg var i de foregående år snublet og faldet for mange gange. Ganske vist og uheldigvis oftest når jeg havde været ude og løbe, og jeg husker specielt to gange, dels i senvinteren 12/13 hvor jeg var faldet på Strandvejen nær Charlottenlund og havde måttet tage en bus hjem, og dels i maj 2013 hvor jeg var faldet da jeg krydsede gennem rideskolen fra Ravnholm til Geelskov. Disse to styrt havde ikke kostet mig nogle større skader, omend styrtet på Strandvejen havde givet mig nogle kraftige hudafskrabninger da jeg her faldt på fortorvet. Hvilket også er en af grundene til at jeg i dag som regel løber på grusveje og -stier. Jeg er selvfølgelig blevet mere opmærksom på dette efter jeg blev ramt af blodproppen, og styrtet i Docklands var ekstra uheldigt, da jeg her var på vej til lufthavnen i Heathrow og derfor havde min rygsæk på. Så når jeg går på gaden herhjemme kigger jeg normalt ned i jorden, og det er ikke fordi jeg er bange for at se virkeligheden i øjnene, men fordi brolægningen herhjemme lader noget tilbage at ønske. Ganske vist er det ikke nogen statsgaranti mod snubling at løbe på stier i skoven, for jeg har flere gange snublet når jeg har løbet i skoven, men jeg har dog altid kunne fange situationen og blot løbe videre uden ophold. Og det er altså nu et år siden, at ujævnheder i underlaget har bragt mig ud i uføre. Og det tager jeg trods alt som et godt tegn. Specielt når jeg på det senere er begyndt at løbe i et lidt hurtige tempo, men ikke har haft tilløb til snubling. Kan jeg fortsætte denne gode takt vil jeg måske også kunne gå lidt mere afslappet i byen eller mere ujævnt terræn, som for eksempel på en lettere vandretur.
|
|