Der er nu noget grundlæggende forkert i den måde vore statistikker opgør vore værdier og sammenligner den med andre ligeartede grupper. For næsten uanset hvilken statistik man tager fat i tager den som udgangspunkt fat i bnp, bruttonationalproduktet, som viser værdien af det udbytte vi har produceret som samfund eller som enkeltindivid. Og den værdi skal helst ikke bare være højere end forrige år, men også bedre end naboens. Stilstand er ikke tilladt, for så bliver man bare overhalet, for sammenligningsgrundlaget bliver konstant hævet som følge af andres forbedringer af deres egen situation. Men nogen gange føler man blot at det bliver for meget. Hvad er ideen i at efterstræbe et bestemt udbytte, og når så endelig målet er nået sætter man sig bare et nyt mål, i stedet for at glæde sig over, at man endelig har nået det mål man satte sig for for lang tid siden. Jo, for det nye er jo meget bedre, siger alle i ens omgangskreds. Men er det nu også det? Er det ikke bare et luftkastel uden indre værdi? For hvad er idéen ved at efterstræbe et bestemt mål, som mister sin betydning i det øjeblik man når det - eller måske forinden. Jeg symboliserer denne tåbelige værdiforøgelses-efterstræbelse med fremkomsten af videobåndoptagere for over 30 år siden. Det var jo dengang det nyeste nye, og alle skulle jo have en sådan. Sagde man, men hvem bruger videobåndoptagere i dag. Jeg forventede naturligvis også, at jeg på et tidspunkt ville anskaffe mig en sådan maskine og udnyttede derfor de tilbud der var for at købe de gode film på bånd. Selv om jeg godt nok vidste, at det ikke blot krævede en videobåndoptager men også et fjernsyn at kunne se disse film. Men det burde jo ikke være noget problem, for vi fik jo alle flere og flere goder. Og jeg har stadig ikke nogen af disse goder, føler ikke jeg har behov for dem, og derfor kan jeg stadig ikke få noget ud af de bånd, der i dag ligger og fylder op på loftet. Målet om et højere bnp gennemsyrer i dag hele samfundet fra den laveste enkeltperson til det højeste fælles beslutningsorgan, vores regering. For mere og mere ser jeg, at der bliver foretaget beslutninger, hvis positive gennemførelse afhænger af nye opfindelser, uden at man tager sig tid til at efterprøve om disse nye opfindelser nu også er så fordelagtige, som teorierne beskriver. Ligesom jeg og mit forhold til videobåndoptagere kan jeg på samfundsniveauet jo bare nævne skattevæsenets elektroniske inddrivelsessystem EFI, som man for et år siden konstaterede ikke kunne fungere. Med det resultat, at stat, regioner og kommuners tilgodehavender er stedet med over 19 milliarder kroner bare det seneste år og løber op i et samlet tilgodehavende der nærmer sig 100 milliarder kroner. Skulle det nu også være så smart?