Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. november 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Alle sporabejder på S-banen afsluttet - måske? Onsdag, 16.11.16

Efter at DSB for nogle år siden besluttede at afskaffe de trykte køreplaner, tilsyneladende fordi de ikke længere havde råd til at trykke dem, har de kun været tilgængelige på internettet. Og det har jo ikke umiddelbart været til den store gene, fordi jeg trods alt bor i hovedstadsområdet, hvor S-togene i dag kører i timinutters drift og busserne som altid kører ganske tilfældigt, så jeg i praksis ikke behøver en køreplan for at rejse rundt i byen, da jeg blot går ned på stationen og tager det næste tog, ligesom vi i sin tid blev oplært til at klare os uden køreplan da man åbnede Metroen. Og skulle jeg videre med regionaltog eller intercitytog kunne jeg altid slå op i Rejseplanen for at se forbindelsen, så længe jeg tog afsted hjemmefra og derfor havde adgang til en computer, hvorimod forbindelsen hjemover altid var mere tvivlsom. Selvfølgelig er der så fra tid til anden sporarbejder eller andre planmæssige køreplanstekniske udfordringer, men de har altid været annonceret gennem gule opslag på stationerne, så man kunne justere sine rejseplaner derefter. Ganske vist har jeg tidligere beklaget mig over, at det som regel ikke bliver annonceret når sporarbejdet er afsluttet og man derfor kan vende tilbage til den oprindelige køreplan (som man jo ikke længere kan få). Men i de seneste måneder har jeg bemærket, at det faktisk er længe siden at jeg har set sådant et gult opslag. Hvilket umiddelbart burde være en god nyhed, for det skulle betyde, at der ikke længere er sporarbejder eller andre planmæssige køreplanomlægninger. Men kan man nu regne med det? For når noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også for godt til at være sandt. I stedet breder mistænksomheden sig, for sæt nu, at DSB ikke længere er interesseret i at gøre for meget opmærksom på, at de ikke kan opfylde køreplanen. Eller de måske bare ikke har råd til at lave disse gule opslag eller få folk til at sætte dem op? Sandsynligvis har man kunnet se sådanne køreplansændringer på Rejseplanen, men den har jeg jo ikke adgang til når jeg står på perronen, den slags er jo forbeholdt de velhavende mennesker der har råd til at investere i en smartphone eller en anden transportabel computer - og gider slæbe rundt på den. For det kan vel næppe tænkes, at der overhovedet ikke har været nogle sporarbejder i de seneste måneder, jeg mener nok at skulle have hørt, at der har været sporarbejde på Køgebugtbanen...!
Opdateret 20.11.16: Ganske som forventet bliver der tilsyneladende ikke længere adviseret om sporarbejder på S-banen. For da jeg skulle til Holte i går for at løbe en tur var al S-togsdrift nord for Gentofte aflyst på grund af signalarbejder. Ganske vist var der i stedet togbusser, men det kunne nu have været rart at have vidst det på forhånd. For det er jo ikke gjort med blot at skrive det på en hjemmeside man ikke checker med mindre man har behov derfor.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.