|
|
Det bli'r kun værre
|
Torsdag, 01.12.16
|
Rådhuspladser har altid været det centrale punkt i enhver bymidte, og København er i den forbindelse ikke nogen undtagelse. Således skrev jeg for ti år siden blandt andet følgende i min weblog:
"Rådhuspladsen opfylder en funktion, som transitionszone mellem det internationalt inspirerede underholdningskvarter ned mod Vesterport og Hovedbanen (med Tivoli som en markant undtagelse) og middelalderbyen på den anden side af Vester Voldgade. Rådhuspladsen er også hjemsted for en lang række lysreklamer, hvilket egentlig er helt i orden, med tanke på beliggenheden som byens centrale plads, men det fleste lysreklamer glimrer ved deres udprægede smagløshed. De mange logo-neonskilte på Industriens Hus er ikke specielt pæne, men i grimhed overgås de af den levende neonskærm på hjørnet af Strøget."
I dag er det dog en helt anden type smagløshed der karakteriserer Københavns Rådhusplads, og det er de evige eller i hvert fald årelange byggearbejder som vores Rådhusplads har været beskæmmet af i de seneste år. Men det kan vel ikke undgås med de utallige byggearbejder der finder sted i vores by for tiden. Jeg sagde ellers i sin tid - og den gang var det ment halvvejs i spøg: "København er lukket! Kom igen om ti år!" Men det skulle være mere sandt end jeg selv havde forestillet mig, for byggearbejderne bliver ikke færre, tværtimod ser det ud til at de knopskyder, da rød/hvide afspærringsskilte og grimme plankeværker også har spredt sig til Østerbro. Og hvad Rådhuspladsen angår så ser jeg jo knap nok de føromtalte neonskilte mere da jeg har udfordring nok i at navigere mellem de afspærrede områder og derfor ikke har tid til også at kigge på de omkringstående facader - med eller uden lysreklamer!
Dagblog 23. december 2006: Fra slemt til værre
|
|