I går faldt jeg over en dobbeltsidet artikel i Politiken, som jeg ellers normalt ikke ville have læst til ende. En artikel der fortæller om bogstavet x's veje og vildveje fra stenalderens runeristning til den statslige bekendtgørelse fra 1892 om dansk retskrivning, hvor x'et blev slettet fra alle danske ord og de fleste fremmedord og erstattet med s eller ks. Men denne udmærkede bekendtgørelse havde som alle andre sådanne bekendtgørelser den fejl at den var statisk og kun tog udgangspunkt i øjebliksbilledet. Og hvis der er noget, som sproget ikke er, er det statisk. Hvilket vi har set det seneste halvt hundrede år. For 1892-bekendgørelsen tog udgangspunkt i fransk, græsk og latin når den skulle behandle fremmedord, for det var de sprog, som dansk på daværende tidspunkt lånte de fleste af sine fremmedord fra. Men siden har engelsk været den store bidragsyder når man taler leverandører af fremmedord, og derved sniger x'et sig igen ind i det danske sprog. Jeg ser godt nok ikke nogen problemer i at have x'er i det danske sprog, i lige tråd med c, q og z, men alligevel kan det nok undre nogen at jeg interesserer mig så meget for sproglige finurligheder. Og jeg tænker på, at jeg kun kunne bruge et kvarter på at læse denne artikel igennem fordi Politiken tilfældigvis brugte to sider af gårsdagens kultursektion til at skrive denne artikel om x'ets historie. Hvis jeg nu ikke fik mine nyheder fra Organet for den højere oplysning men havde måtte tage til takke med hvad et internetbaseret nyhedsmedie havde fundet værd at bringe for mig, ud fra hvad deres server mente jeg interesserede mig for - eller mente jeg burde interessere mig for. For så ville det jo være meget mere givtigt for serveren at præsentere mig for en hurtig reklame og ikke denne lange artikel om et af de mindst betydningsfulde bogstaver i det danske alfabet. Og tænk bare på skandalen med de mange falske nyheder der florerede op til det amerikanske præsidentvalg - det var jo ikke Donald Trump, der udsendte alle de falske nyheder. Serveren herhjemme vil nok ikke kunne vide at jeg ofte snakker sproglige detaljer med Erik når vi kører i hans bil op til hans sommerhus - og ligefrem har opkaldt vejsvinget syd for Munkholmbroen for Sproghjørnet.
Kilde: Lotte Thorsen, Politiken