Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. januar 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  De sociale medier er næppe en levedygtig primær nyhedskilde Tirsdag, 10.01.17

De sociale medier har tiltaget sig en alt større andel af menneskets vågne tid herhjemme - ja, ind imellem tager den også en luns af den tid der ellers burde blive brugt til at sove i, til afslapning eller blot overspringshandlinger, de små pauser som vi alle ind imellem har når vi går fra en opgave til en anden. Og nogle gange er de sociale medier i sig selv årsagen til nye overspringshandlinger - eller bliver et mål i sig selv. Disse sociale medier sørger jo ikke for at bruge vores tid, men de sørger for at alle andre hver bruger en smule tid på at få mange andre til at bruge mere af deres tid, således at firmaerne bag de sociale medier kan sælge reklame og derigennem tjene flere penge. En af metoderne er de mange nyhedsopdateringer som disse medier sender ud. Jeg skal ikke her gøre mig klog på lødigheden af disse nyheder, men jeg har min sunde skepsis. Jeg er ikke tilmeldt nogle af disse sociale medier men har stadig mit abonnement på min morgenavis, og den time jeg bruger hver morgen på at læse den igennem med en kop kaffe til morgennyhederne i radioen er et af de bedste tidspunkter om dagen. Ingen hastværk og tid til fordybelse. Jeg ryster blot på hovedet når folk siger, at de har de sociale medier som deres primære informationskilde. For hvorfor skulle personer, der på nettet blot kan skrive hvad de har lyst til, vide mere om en given sag end de personer der er uddannet til at betragte enhver kilde kritisk og har lært at sikre sig at kilderne er lødige? Eller endnu værre: Hvordan skulle det store flertal i befolkningen kunne vurdere hvornår noget er skæg og hvornår det er snot? Som bekendt bliver en løgn til sandhed hvis blot den bliver gentaget ofte nok! Jeg har altid betragtet nyheder fra de sociale medier, fra folk man ikke kender, som et lettere kuriøst indslag ligesom gratisaviserne. Og jeg refererer da også fra tid til anden til MetroXpress, men kun når jeg har afstemt deres indspark med andre kilder. Med den tiltagende indvirkning på mediebilledet, som de sociale medier har, frygter jeg lidt, at folkeopinionen kan blive afsporet. Vi så det jo med det nys afholdte præsidentvalg i USA, hvorledes fejlagtige eller ligefrem falske nyheder florerede, hvorefter mange blot labbede dem i sig og troede det var den eviggyldne sandhed. Dem der kontrollerer de sociale medier kan have en ikke ønskelig indflydelse på opinionen. Heldigvis er denne risiko ved at gå op for befolkningen. De mange falske nyheder op til det amerikanske præsidentvalg og resultatet deraf har fået 41.000 nye abonnenter til at melde sig ind hos New York Times, en avis som jeg selv forsøger at nå at læse når jeg er på de kanter. Så jeg kan kun håbe, at de sociale mediers funktion som primær nyhedskilde for visse kun er en forbigående overgang.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.