Søndag var det ikke aftalt at der ville komme andre forbi for at bryde, og det betød at jeg endelig kunne få en brydekamp med min vært Romano. Det var nu tredje gang jeg havde boet hos ham, og hver gang havde vi haft en brydematch, som oftest med flere runder. Og Romano vandt som regel den første kamp, måske fordi jeg ikke var frisk efter den lange bustur til Berlin, men ved de efterfølgende runder var det mere tvivlsomt om han kunne fortsætte sine sejre. Allerede ved mit andet besøg i oktober kommenterede han at jeg tilsyneladende var blevet stærkere, selv om jeg havde svært ved at tro det. Men nu kunne jeg faktisk også selv mærke at jeg var blevet stærkere, men om det så skyldtes at jeg nu brydede mere eller fordi virkningen af blodproppen langsom var begyndt at fortage sig skulle jeg dog ikke kunne sige. Men uanset hvad årsagen var kunne jeg kun notere mig ændringen med glæde. Jeg bemærkede også, at jeg tilsyneladende var mere fit nu, da jeg ikke længere pustede så meget når jeg kæmpede og stort set kunne nøjes med at trække vejret gennem næsen og ikke havde det samme behov for at trække vejret gennem munden, hvilket jeg ellers tidligere havde gjort, og efter en indædt kamp med Romano måtte han strække våben - men jeg var alligevel ikke frisk nok til en bonusmatch med ham, den kunne vi tage dagen efter når først jeg havde brydet med Sperling.
Ham skulle jeg nemlig bryde med mandag, og jeg havde regnet med at det ville blive en afslappet match, selv om jeg vidste, at jeg nok heller ikke ville vinde denne gang. Jeg havde nemlig brydet med ham i juli, og dengang havde han blot behandlet mig som et nyt stykke erotisk legetøj, hvor han havde været lige ved at få mig til at komme. Så jeg havde egentlig regnet med, at det ville lykkes ham denne gang, men sådan skulle det ikke være. Tværtimod syntes jeg snarere at det blot var lettere generende, hvilket måske var årsagen til at det ikke lykkedes ham denne gang - og det på trods af at jeg var noget mere afslappet end normalt. Det var mit indtryk, at Sperling havde smidt nogle af sine overflødige kilo, men han lod dog ikke til at være i bedre form, så jeg kunne slappe af med min sidste kamp her i Berlin. Troede jeg, for bagefter ville hans ven Tom også gerne bryde med mig. Det var nyt for mig, at Tom også havde interesse i at bryde, så jeg kunne da godt give ham en smagsprøve. Jeg blev dog ganske overrasket, for kampen med Tom skulle vise sig at blive den hårdeste mens jeg var i Berlin. For Tom viste sig at have brydet siden 80'erne og havde derfor 30 års erfaring! Og tilmed havde han de mest muskuløse lår jeg nogensinde havde set! Så det var mere mig, der fik en smagsprøve, og på vejen hjem i S-toget var det klart, at Romano ikke ville få den bonuskamp, som jeg ellers havde lovet ham, for jeg var simpelt hen for smadret til at lave andet end at pakke min rygsæk til morgendagens hjemtur.