Navigation:    
Start  >  Blog 
> 20. januar 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Vejarbejdet i Landskronagade er som ventet endnu ikke afsluttet Fredag, 20.01.17

Med tiden er jeg efterhånden blevet mere og mere lukket inde af forskellige vejarbejder. Hvilket jo ikke kan være en overraskelse når jeg bor i København - men alligevel, for det lader til at de aldrig bliver afsluttet. Hvis jeg bare kigger på mit lokalområde begyndte det for flere år siden da man begyndte at bygge Metro-Cityringen, hvilket medførte, at Reersøgade, der ellers var den mest direkte vej til Poul Henningsens Plads og det store vejkryds for Østerbrogade og Jagtvej, blev måske permanent afspærret. Således at når jeg skulle besøge min mor på plejehjemmet måtte jeg gå omvejen ad Tåsingegade. Men det var jo kun måske en gang om ugen - men der er der trods alt fra tid til anden en smøge, der er tilgængelig for fodgængere. Nogenlunde samtidig begyndte et stort vejarbejde på Sankt Kjelds Plads, som senere spredte sig ned ad Bryggervangen ledsaget af et altanbyggeri på Bryggervangen. Dette arbejde var nok mest til gene for bustrafikken, mens jeg måtte finde vej ud over rundkørslen hvis jeg skulle til SuperBest på den modsatte side af pladsen. Men da det supermarked havde skrottet deres indkøbskurve og nu kun brugte store indkøbsvgne eller 'anhængerkurve', hvis indhold jeg alligevel ikke kunne have i min dagrygsæk har det medført, at der nu går mange uger imellem at jeg frekventerer dette supermarked. Men efterhånden kom vejarbejderne og afspærringerne tættere og tættere på. I begyndelsen af 2016 blev den sydlige tilkørselsvej Landskronagade totalt afspærret da der blandt andet skulle lægges nye fjernvarmerør, og da jeg nogle måneder siden erfarede, at denne afspærring skulle vare hele 2016 medførte det et indlæg her på min weblog i juni, for allerede dengang havde jeg min udtalte tvivl om at arbejdet ville blive færdig til tiden. Og ganske rigtigt, for ved årsskiftet skete der ikke andet, end at det skilt der varslede, at vejarbejdet ville være afsluttet i december 2016, blev fjernet. Thomas Laubsgade bliver stadig den dag i dag afsluttet med et solidt plankeværk. Afspærringen af Landskronagade er således ikke blot en af tre omvejskrævende afspærringer når jeg skal besøge min mor, men også når jeg skal i motionscentret eller til fysioterapi, læge eller tandlæge. Heldigvis var den nordlige tilkørselsvej ad Kildevældsgade ugeneret heraf - indtil december hvor man også begyndte pletvise vejarbejder her, med tilhørende fortorvsafspærringer således at jeg nu ikke kan bevæge mig mere end få hundrede meter i en hvilkensomhelst retning før min gangvej er spærret af. Jeg spekulerer på, om kommunen vil have afsluttet samtlige vejarbejder her inden vi pr. 1. marts skal have zoneparkering således at bilejerne tvinges til at skulle betale for at kunne parkere på en af de mange parkeringspladser i nærområdet, der for tiden er spærret af. Thomas Laubsgade selv er dog ikke berørt, bortset fra den afspærrede tilslutning til Landskronagade, men på et tidspunkt bliver vi også ramt direkte. Nemlig når byggeriet på et tidspunkt starter på den eneste ubebyggede grund på nr.15 i gaden. Og så har jeg slet ikke nævnt vejarbejderne ved Hans Knudsens Plads og Ryparken station!


2017: Landskronagade er fortsat delvist afspærret.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.